Festlige dage på biblioteket

I løbet af festugen 'Allerød på X og Tværs' byder biblioterne i Lillerød og Lynge på en lang række arrangementer

Foto: Michael Braunstein

Allerød Biblioteker fejrer festugen 'Allerød på X og Tværs' med spændende arrangementer for både store og små.

Lørdag 22. august fra kl. 16.00-17.00 serverer Lynge Bibliotek kaffe og 'Blaa Lyd', der spiller jazz. Duoen 'Blaa Lyd' består af to unge musikere fra Allerød, Simon Nyrup på kontrabas og sangerinden Kristine Riis. Der er gratis adgang.

Mandag 24. august kl. 16.30 og kl. 17.00 får Allerød Bibliotek besøg af mavedanserne Nilens Juveler, der byder på smuk og graciøs mavedans.

Pia Johannesen har danset mavedans i mere end 25 år, og hun har undervist i 15 år. Denne dag vil Pia Johannesen og hendes gruppe vise, hvordan mavedans kan styrke din krop og gøre dig mere smidig.

Onsdag 26. august kl. 19.00 er der foredrag om mindfulness. Anette Fisker og Birgitte Tindborg fra Power of Mindfulness vil fortælle om mindfulness, hvordan det virker, og hvordan kan man bruge det i sin egen hverdag.

De fleste af os oplever en hverdag med stress og mange forandringer. Mindfulness kan hjælpe til at finde og bibeholde indre ro og balance.

Billetter til 'Mindfulness- hvad er det? Og hvordan kan hjælpe dig?' er gratis og kan hentes på www.bibliotek.alleroed.dk eller på biblioteket.

Torsdag 27. august fra kl. 15.00-17.00 vil der være åbent værksted om 'Kreativ Genbrug'. Designer Henriette Rolf Larsen og hendes hold fra DOF Allerød Fritidsskole vil vise deres arbejde og give gode idéer til genbrug af håndarbejde.

Og nørklerne fra Røde Kors kommer og strikker og giver gode råd. Der er lagt op til en eftermiddag med masser af inspriation.

Fredag 28. august kl. 15.30 kommer Kalle fra Ramasjang og spiller på tromme og hvad han nu finder på. Kalle underholder normalt børn og voksne på DR's Ramasjang, men nu kommer han altså til Allerød og underholder Allerøds børn med sin musik.

Billetter er gratis og kan hentes på www.bibliotek.alleroed.dk eller på biblioteket.

Fredag 28. august kl. 19.00 inviterer biblioteket til en festelig aften med Tuxedo Swing Band. Det 18 mand store orkester vil spille og synge Frank Sinatra-sange og underholde med sjove historier og anekdoter fra den store stjernes liv. Også her er billetterne er gratis og kan hentes på www.bibliotek.alleroed.dk eller på biblioteket.

Flere oplysninger på bibliotekets hjemmeside.