
Fem franske statsborgere, heriblandt to ansatte ved det franske atomselskab Areva, er bortført i den nordlige del af det vestafrikanske land Niger, siger en talsmand for Areva i Nigers hovedstad, Niamey.
– De blev bortført meget tidligt i morges i byen Arlit, siger talsmanden med henvisning til en by, der ligger i nærheden af Arevas uranminer.
De tre andre bortførte arbejdede for bygningsselskabet Sogea-Satom.
Frankrigs udenrigsministerium undersøger oplysningerne.
Bortførelser af udlændinge er blevet stadigt mere hyppige i Vestafrikas tørre Sahel-region i det seneste år. Gidsler ender ofte i hænderne på grupper, der har forbindelser til terrornetværket al-Qaedas afdeling i Nordafrika.
Frankrig har sagt, at det er i krig med gruppen og har lovet militærstøtte til landene i området, efter at islamister i juli sagde, at de havde henrettet en fransk statsborger efter et fejlslagent fransk-mauretansk forsøg på at befri ham.