Fem fejl får ingen konsekvenser for læge

Foto: Torben Klint
Det får ingen konsekvenser for en 68-årig akutlæge, at hun har begået en række fejl. Arkivfoto
Det får ingen konsekvenser for en 68-årig akutlæge, at hun har begået en række fejl. Arkivfoto Scanpix Danmark

Det får ingen konsekvenser for en akutlæge på OUH, at hun har overset brud på en ældre mands nakkehvirvler, overset brud i en øjenhule og begået flere andre fejl i de seneste år. Det skriver Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.

I fem tilfælde har den 68-årige læge fra skadestuen på OUH fået kritik for behandlingen af sine patienter, og det er usædvanligt, at en læge gentagne gange har fået kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

De fem sager stammer fra 2009 og frem. I den seneste sag fra 2014 overså lægen brud på nakkehvirvlerne hos en 60-årig mand, der opsøgte akutmodtagelsen i maj sidste år, efter at han var faldet.

Lægen og den lægestuderende, der tog sig af manden, undersøgte ham ikke grundigt nok for at finde ud af, om han kunne bevæge sin hals og sin arm, og derfor opdagede man ikke bruddet, skriver nævnet i sin afgørelse.

I en anden sag, hvor en blind diabetiker havde pådraget sig et kompliceret brud på anklen, fjernede lægen en støttestøvle uden at sikre sig, at bruddet var helet nok.

Men den slags klager er uundgåelige, mener ledende overlæge Niels Dieter Röck, som er overordnet ansvarlig for skadestuen på OUH.

Akutmodtagelsen på OUH modtager årligt 36.000 patienter eller cirka 100 patienter hver dag, og derfor vil der komme kritik før eller siden for en fastansat læge, lyder hans vurdering.

Niels Dieter Röck vil dog kalde den kvindelige læge til samtale og gennemgå de fem sager grundigt for at forsøge at undgå fejl af den type i fremtiden.

– Jeg tager selvfølgelig en snak med lægen, men det er den mildeste type påtale, man kan få, og der er ingen systematik i sagerne. Derfor får sagen heller ingen konsekvenser for den pågældende læge, siger den ledende overlæge til avisen.

Fyens Stiftstidende har kontaktet den pågældende læge, men hun ønsker ikke at udtale sig om sagen.