Det oplyses, at en stor del af de unge kvinder med anden etnisk baggrund end dansk – som indsatsen var rettet imod – faktisk ikke ved, hvad de kan gøre for at forhindre, at de bliver tvangsgift til en mand i det land, deres forældre kommer fra. De aner ikke, hvor de kan få hjælp – og står helt alene med deres umulige situation, fordi de i mange tilfælde ikke har tillid til de offentlige myndigheder, lærere eller læger, og fordi de ikke kender reglerne om tavshedspligt for disse personalegrupper.
Der er ingen tvivl om, at myndighederne gerne vil hjælpe – men ofte kommer hjælpen altså først, når det egentlig er for sent. For eksempel arbejder Udenrigsministeriet lige nu på at få fem kvinder hjem fra et tvangsægteskab, som er indgået i udlandet, og som de unge kvinder altså ikke har ønsket at indgå i. Men det er selvfølgelig kun de kvinder, der giver lyd fra sig, man kan hjælpe. Der befinder sig formentlig mange i tvangsægteskaber, hvor kvinderne blot affinder sig med deres ulykkelige situation.
Der er brug for en ekstra indsats, først og fremmest en oplysningsindsats – men det skal være for at hjælpe de ulykkelige kvinder.
En indsats skal ikke være båret af den fremmedfjendskhed, der har været drivkraften i det meste af den udlændingelovgivning, regeringen har gennemført mere eller mindre efter ordre fra Dansk Folkeparti. Netop denne fremmedfjendskhed har formentlig været med til at gøre det endnu vanskeligere for de nødstedte kvinder at søge hjælp – fordi de ikke har kunnet undgå at få det indtryk, at myndighederne ikke er venligt indstillet over for den del af den danske befolkning, der har en anden etnisk baggrund end dansk.
I den konkrete problemstilling kan man kalde regeringens indsats for fejlslagen – eftersom antallet af tvangsægteskaber ikke er nedbragt. Men hvad værre er, må man fastslå, at hele regeringens udlændingepolitik er fejlslagen – i hvert fald hvis hensigten har været at få fremmet integration og forbedret forholdet mellem etniske danskere og folk her i landet med anden etnisk baggrund – og altså dermed udnyttet de menneskelige ressourcer bedre til gavn for samfundet og os alle sammen. Der er tværtimod siden regeringens tiltræden i 2001 skabt mere ufred og mere grobund for konflikter, ja, endda i nogle tilfælde ekstrem vold eller terrorhandlinger, fordi regeringspartierne har ligget under for fremmedfjendskheden hos Dansk Folkeparti. g.
