FC Nordsjælland har forstærket sig på sidste åbningsdag af transfervinduet.
Superligaens førerhold henter således det 17-årige stortalent Zidan Sertdemir hjem fra den tyske klub Bayer Leverkusen.
Det oplyser FCN på sin hjemmeside.
Farum-klubben solgte Sertdemir til Leverkusen sidste år, og i en alder af bare 16 år fik talentet debut i Bundesligaen som den yngste Leverkusen-spiller nogensinde.
FCN-sportschef Jan Laursen er glad for at byde Sertdemir "velkommen hjem".
– Vi troede – og tror stadig – meget på ham og hans store potentiale, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi var ærgerlige, da han skiftede forrige sommer.
– Men vi holdt forbindelsen og har altid været åbne om, at vi ville være klar til at tage dialogen, hvis han skulle få lyst til at komme tilbage en dag, fortæller Jan Laursen.
Zidan Sertdemir ser frem til at komme tilbage til FCN, hvor han mener, at der er lagt en god plan for ham.
– Min udviklingskurve har altid været stigende her i FCN, og jeg synes, at klubben har et godt sigte med både holdet og mig personligt, så jeg er sikker på, at det vil hjælpe min udvikling yderligere på vej.
– Lige nu håber jeg bare, at jeg i løbet af foråret kan komme godt i gang, få nogle kampe og spille mig bedre og bedre ind på holdet med et mål om at kunne gøre en forskel for holdet og klubben, siger Sertdemir.
FCN oplyser ikke noget om længden på kontrakten.
Inden forårssæsonen fører FCN Superligaen med tre point til nummer to, Viborg, mens FC København er otte point efter på tredjepladsen.
FCN indleder foråret ude mod Lyngby 19. februar.
/ritzau/