FCM-anfører: Små chancer mod flere af de bedste hold

Erik Sviatchenko ser frem til at møde Liverpool, Ajax og Atalanta, som FCM møder i CL-gruppespillet.

FC Midtjyllands Erik Sviatchenko glæder sig over modstanderne i CL-gruppespillet.
FC Midtjyllands Erik Sviatchenko glæder sig over modstanderne i CL-gruppespillet.

FAKTA: Harder og Lewandowski blev hædret af Uefa

Det var ikke kun de 32 hold, der skal spille Champions League i denne sæson, der blev fordelt torsdag.

Det gjorde 13 priser også. Blandt andet årets spiller i Europa hos både herrerne og kvinderne.

Her kan du se, hvem der blev hædret af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa):

Årets Mandlige Spiller – Robert Lewandowski (Bayern München).

Årets Kvindelige Spiller – Pernille Harder (Wolfsburg, nu Chelsea).

Årets Træner – Hansi Flick (Bayern München).

Årets Kvindetræner – Jean-Luc Vasseur (Lyon).

Årets Målmand i 2019/20-sæsonen i Champions League – Manuel Neuer (Bayern München).

Årets Forsvarsspiller i 2019/20-sæsonen i Champions League – Joshua Kimmich (Bayern München).

Årets Midtbanespiller i 2019/20-sæsonen i Champions League – Kevin De Bruyne (Manchester City).

Årets Angriber i 2019/20-sæsonen i Champions League – Robert Lewandowski.

Årets Målmand i 2019/20-sæsonen i kvindernes Champions League – Sarah Bouhaddi (Lyon).

Årets Forsvarsspiller i 2019/20-sæsonen i kvindernes Champions League – Wendie Renard (Lyon).

Årets Midtbanespiller i 2019/20-sæsonen i kvindernes Champions League – Dzsenifer Marozsán (Lyon).

Årets Angriber i 2019/20-sæsonen i kvindernes Champions League – Pernille Harder.

Uefa President's Award: Didier Drogba.

FAKTA: Grupperne i Champions League

Sådan forløb torsdagens lodtrækning til Champions League-gruppespillet, der begynder 20.-21. oktober.

De højstseedede hold er nævnt først i de enkelte grupper.

Gruppe A: Bayern München, Atlético Madrid, RB Salzburg og Lokomotiv Moskva.

Gruppe B: Real Madrid, Shakhtar Donetsk, Inter og Borussia Mönchengladbach.

Gruppe C: FC Porto, Manchester City, Olympiakos og Marseille.

Gruppe D: Liverpool, Ajax, Atalanta og FC Midtjylland.

Gruppe E: Sevilla, Chelsea, Krasnodar og Rennes.

Gruppe F: Zenit, Borussia Dortmund, Lazio og Club Brugge.

Gruppe G: Juventus, FC Barcelona, Dynamo Kiev og Ferencváros.

Gruppe H: Paris Saint-Germain, Manchester United, RB Leipzig og Istanbul Basaksehir.

Kilder: Uefa.

FC Midtjylland-anfører Erik Sviatchenko er begejstret for udsigten til at stå over for Liverpool, Ajax og Atalanta i gruppespillet i Champions League.

Forsvarsspilleren vurderer umiddelbart, at det danske mesterhold får svært ved at gøre sig gældende i gruppen.

– Det er en enormt spændende gruppe med masser af teknisk fodbold og fart, så i den forstand bliver det enormt spændende at få lov til at måle sig med noget af det allerbedste, der er.

– Det må man sige, at det er, når man tager Liverpool som udgangspunkt, siger Erik Sviatchenko.

Liverpool vandt i forrige sæson Champions League-titlen og senest det engelske mesterskab.

– Det er et rigtig stærkt mandskab. Og så er der også Atalanta, som man har fulgt på deres Champions League-eventyr, hvor de har været rigtig gode, siger anføreren.

I sidste sæson nåede det italienske hold kvartfinalerne i Champions League. På vejen scorede holdet masser af mål.

– Så er der Ajax, som er et teknisk godt funderet hold. Det er en enormt fed gruppe, sammenfatter Sviatchenko.

De to bedste hold går videre til knockoutfasen, mens nummer tre overføres til Europa League. De sportslige muligheder er dog til at overse, vurderer han.

– De er små jo. Det er et eller andet sted også ligegyldigt. Det handler om at præsentere os selv så godt som muligt, og så må vi se, hvad det rækker til.

– Det er svært, når man indtræder på den allerstørste scene i verden at have forventninger, når vi som klub er så uerfaren i det her regi. Vi vil gøre vores bedste og så må vi se, om vi har muligheder.

– Når man ser på gruppen er den svær, men vi vil gøre vores bedste, lyder det fra FCM-anføreren.

Forud for lodtrækningen havde FCM-direktør Claus Steinlein håbet på at møde Liverpool. Det er også den modstander, der falder mest i øjnene for Erik Sviatchenko.

– Det bliver en fed oplevelse. Også at møde Virgil van Dijk, som har spillet i Celtic ligesom mig selv. Jeg har fulgt ham i og med, at jeg kom et års tid, efter at han skiftede derfra.

– Det bliver meget sjovt at møde en anden "Celtic-spiller", siger FCM-anføreren.

Gruppespillet i Champions League skydes i gang 20.-21. oktober. Det endelige program er endnu ikke lavet.