FC Midtjylland præsenterer ny træner torsdag

Torsdag eftermiddag vil FC Midtjylland præsentere sin nye cheftræner efter fyringen af Albert Capellas.

Torsdag eftermiddag vil FC Midtjylland præsentere sin nye cheftræner efter fyringen af Albert Capellas.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland har fundet sin nye cheftræner.

Superligaklubben oplyser i en pressemeddelelse, at den torsdag eftermiddag præsenterer sin nye træner på et pressemøde klokken 15 på MCH Arena.

Det sker, ni dage efter at klubben fyrede spanske Albert Capellas, i kølvandet af at midtjyderne havde misset en plads i top-6.

Fyringen var den anden i FC Midtjylland i denne sæson. Kort inde i sæsonen blev Bo Henriksen fyret efter lidt over et år på posten.

Her havde den tidligere Horsens-træner ført klubben til superligasølv og pokalguld.

Op til sidste runde i grundspillet stod Niels Lodberg midlertidigt i spidsen for holdet, som efter 3-3 i Silkeborg missede mesterskabsspillet.

Et dybt skuffende facit for klubben, som råder over et af Superligaens største budgetter.

FC Midtjylland indleder nedrykningsspillet på ottendepladsen med et point op til Silkeborg, der som nummer syv indtager den placering, som i sidste ende sikrer en kamp om en plads i europæisk fodbold.

Midtjydernes første opgave er en udekamp mod OB 31. marts.

/ritzau/