FUTSAL. Med et talstærkt hjemmepublikum i ryggen i Frederikssund Hallen spillede Fjordbold i lørdags sig i årets Final 4, hvor holdet bliver et af fire hold, der kæmper om titlensom Danmarksmester. Efter en flot kamp, der dog blev spillet i et noget lavere tempo end normalt, venter nu Søhus Stige i semifinalen på lørdag i Roskilde Hallerne.
Fjordbold havde i første kamp mod BGA i denne sæson problemer med at komme på skudhold, da det kompakte forsvar ikke lod sig flytte rundt, som Fjordbold håbede. Strategien var derfor en anden, og holdet havde koncentreret forberedt sig i ugen op til. Trænerduoen, Sembach og Hilstrup, havde ydermere fundet plads til både Marco Thorhauge og Peter Timar i truppen, og de to teknikere startede da også med at indgå i rotationen blandt de otte startende spillere.
Det hele startede dog med lidt af en dukkert, da BGA kom lidt nemt til en chance, som med en flot afslutning blev omsat til en føring. FCF rejste sig dog hurtigt, og et flot opsat angreb blev afsluttet af Peter Timar, der var kommet fri foran mål. 1-1. Afslutninger på bagstolpen var BGA's helt store arkilleshæl i kampen og både Jonas Larsen og anfører Christian "Baronen" Andreasen kunne sætte sidst tå på et par angreb til 2-1 og 3-1. Inden kampen havde Morten Hauglund modtaget stående applaus, blomster og et par Jomasko efter hans titel som Årets Joma Futsal Ligaspiller. Det blev fejret med et flot mål til 4-1 kort før pausefløjtet.
Fra anden halvlegs start havde Hilstrup og Sembach igen fundet plads til Wim Bos på pivotpladsen, og lige som i sidste uge betalte den flyvende hollænder hurtigt og effektivt tilbage som tak for tilliden. Det blev til både 5-1 og 6-1 ved Bos efter fine pasninger mod bagstolpen. Bos har efterhånden samlet sig en del fans blandt publikum, der da også euforisk skrålede hans navn.
Det blev ikke overraskende en halvleg, hvor Fjordbold fokuserede på det defensive, så Lasse Gram-Jensen og Christian Solhøj kom aldrig rigtigt på de helt store opgaver efter pausen, men begge håndterede koncentreret og sikkert de opgaver, der skulle løses. Fjordbold skabte en del chancer mod slutningen, men det blev kun til en enkelt scoring mere, da Rasmus Lyng kunne ligge bolden i kassen mod slutningen til kampens resultat 7-1. Dermed er de klar til Roskilde Hallerne i næste uge, hvor Fjordbold møder Søhus Stige i semifinalen.