Ingen reol uden en bog fra Leif Davidsens hånd.
Forfatteren, der fylder 70 år den 25. juli, er en af landets mest populære.
Denne sommer med "Forræderens børn", som udkom i juni og siden har ligget på listerne over de mest solgte.
Den har dermed føjet sig til andre succeser som "Den serbiske dansker", "Limes Billede" og "På udkig efter Hemingway".
"De gode søstre" er dog den, som forfatteren selv holder mest af. Romanen, som udkom i 2001, beskriver en kompliceret familiehistorie og tager samtidig fat i et af Anden Verdenskrigs tabuer: De danskere, der kæmpede på tyskernes side.
Mere er på vej, for Leif Davidsen er langtfra færdig med at skrive.
Om morgenen sætter han sig ved computeren, og er det en god dag, så skriver han fire sider. Når det har stået på en tid, så tager han en pause, hvor han rejser ud i verden eller researcher herhjemme på det videre forløb.
Typisk tager det et par år at skrive en bog.
Den nyeste har ligesom flere af forgængerne udgangspunkt i Rusland, for det er landet mod øst, der drager Leif Davidsen.
Fra han som ung journalist i Danmarks Radio blev sendt på reportagerejse til det daværende Sovjetunionen forud for De Olympiske Lege i 1980.
Dengang var begejstringen til at overse, for egentlig brød han sig ikke om det lukkede land. Men det korte ophold vakte interessen, og i 1984 flyttede han sammen med sin kone, Ulla Høy, der er læge, og parrets to børn til Moskva som fast korrespondent.
Det var under den kolde krig, og i de næste fire år blev Den Røde Plads i Moskva for mange tv-seere synonym med den danske journalist.
Gennembrudsromanen "Den russiske sangerinde" udkom samme år, Leif Davidsen vendte tilbage til Danmark.
For den modtog han Palle Rosenkrantz-prisen, mens nummer tre i serien, "Den sidste spion", i 1991 gav ham boghandlerprisen De Gyldne Laurbær.
Trods succesen holdt han fast i journalistikken indtil 1998, blandt andet som redaktør på DR, ligesom han stod bag udsendelsen "Danske drømme" – en historie om det moderne Danmark.
Leif Davidsen er opvokset i Bogense i en familie, som lignede de fleste andre. Far arbejdede, og mor passede hjemmet.
– Vi spiste alle klokken 17.30, og vi fik den samme kedelige mad, har han fortalt.
Men bag den forudsigelige hverdag lurede opbruddet. Da han var 14 år, blev forældrene skilt.
– Min mor ville skilles, og det var usædvanligt dengang. Jeg var i en meget påvirkelig alder og skulle pludselig skifte skole. Det var ikke sjovt.
Leif Davidsen er far til to voksne børn og bor i Smørum.
