FREDENSBORG: Det er lang tid siden, at et kommunalt arrangement har været så godt besøgt, som borgmester John Hemmings afskedsreception i Fredensborg gl. biograf torsdag eftermiddag.
Det strømmede ind med gæster fra både kommunen, politiet, borgmester-kollegaer, foreninger og handelslivet, for blot at nævne nogle af de mange mennesker, som var forbi for at hilse på borgmesteren.
Talerækken var også mangfoldig og viceborgmester Thomas Lykke Pedersen fik æren af at starte.
– I byrådet har vi lagt vægt på din ærlighed og at når vi indgik aftaler, skriftlige såvel som mundtlige, så blev de overholdt til punkt og prikke. Du har været en loyal og troværdig samarbejdspartner og kommunen en god borgmester, sagde han og nævnte også Hemmings ry som arrogant:
– I Socialdemokratiet har vi altid betragtet dig som jovial og til tider som en rigtig hyggeonkel.
Og for ikke at trætte Hemming, som hader lange taler, sluttede Thomas Lykke Pedersen med at forære borgmesteren en gave til Amagerhylden – nemlig en bordlampe, som han havde ønsket sig.
@Mell.11.en-linie:Tak fra direktørerne
Kommunaldirektør Arne Hauge takkede for et samarbejde, hvor der aldrig var langt til smil og latter.
Han gav ordet videre til direktør-kollegaen socialdirektør Mette Plovsing, som kaldte Hemming for en ressourcestærk udstyret person til stor moro for de forsamlede gæster – om latteren gik på Plovsings særlige fagsprog eller på noget helt andet, var svært at afgøre, men smilene blev ikke mindre, da hun omtalte Hemmings præcise valg af biler og af ledsagere!
Den tredje direktør på talerstolen var Thomas Barfoed – kultur- og teknisk direktør, som roste Hemming, fordi han har været en god ambassadør for venskabsbysamarbejdet. Kulturen fornægtede sig ikke, da Barfoed, for at beskrive Hemmings respekt for forskellighed og evne til at tro på medarbejdernes evner, citerede forfatteren Ernest Hemingway: At den eneste måde at finde ud af, om man kan stole på en person, er ved at stole på personen.
– Så man kan sige, at "You did it the Hemingway". Det citat udløste klapsalver.
Sidste direktør på talerstolen blev børnedirektør Lina Thieden, som nævnte, at Hemming faktisk er meget velorienteret på børneområdet, selvom det er temmelig mange år siden, hans søn gik i deltids legestue ved Bjerre Strand.
De fire direktører ville meget gerne give Hemming en stor gave med stil – men det ville blive alt for dyrt, så de nøjedes med stilen og gav han et lyserødt slips, hvilket han så ud til at kunne lide.
@Mell.11.en-linie:Ikke kun et jakkesæt
Blandt gæsterne var også Fredensborg-Humlebæk Kommunes tidligere borgmester Svend Erik Christiansen. Han havde et tæt parløb med Hemming i starten af hans karriere og Christiansen var med til at pege på Hemming som borgmester.
Også kollegaen fra Helsingør var blandt gæsterne og Per Tærsbøl har gennem årene lært John Hemming godt at kende.
– Han er en type, man tager fejl af. Han er ikke kun et pænt jakkesæt, han er sjov og selskabelig og så har han været god til at samle byrådet. Han har været god til at formidle et samarbejde og jeg synes, at han har gjort det rigtig godt som borgmester.
Inden receptionen sluttede tog Hemming selv ordet og takkede for talerne og de mange gaver, hvoraf flaskerne udgjorde en stor andel.
John Hemming har sidste arbejdsdag den 22. december. Herefter overlader han borgmesterkæden til guldsmed Kim Buck, som skifter Fredensborg-Humlebæks Kommunes byvåben ud med de to svaner i den ny kommunes våben.
LV