Farvel nødberedskab – goddag hverdag

Foto: Martine Bentsen

Meget snart kan de ældre på de strejkeramte plejecentre i Frederikssund Kommune se frem til hverdag og fuld bemanding igen – måske.  Mandag morgen indgik FOA Fag og Arbejde forlig med Kommunernes Landsforening (KL), og forliget blev taget op på FOA's hovedbestyrelsesmøde i aftes (efter avisens deadline red.), og resultatet af dette møde får betydning for udfaldet."Vi jubler ikke over forliget," siger Charlotte Jacobsen, der er formand for FOA Fag og Arbejde i Frederikssund. Forliget betyder, at der bliver tilført ca. 35 mio. ekstra kr. , men ifølge Charlotte Jacobsen svarer det ikke til, at hendes medlemmer kan få den lønstigning på 5.000 kr. over tre år, som var udgangspunktet. Siger hovedbestyrelsen ja, så genoptager de 240 strejkende FOA-medlemmer i Frederikssund arbejdet natten til onsdag. Siger de nej, så skal forliget til urafstemning hos medlemmerne med deadline 29. maj, og så er sandsynligheden for lockout ifølge Charlotte Jacobsen stor. Hos Frederikssund Kommune er funktionsleder på Ældreområdet Hanne Larsen dog glad for forliget."Jeg glæder mig på borgernes vegne. Strejken har varet en uge, og det er noget alle har kunne mærke," siger hun.