FAKTA: Sportens tilskuerordning er fortsat sat i bero

Superligaklubberne var de første, der fik lov til at lukke mere end 500 personer ind. Reglen er suspenderet.

Tidligst i november kan der lukkes mere end 500 personer ind til fodboldkampe i Danmark.
Tidligst i november kan der lukkes mere end 500 personer ind til fodboldkampe i Danmark.

De landsdækkende coronarestriktioner er forlænget til 31. oktober, meddeler sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag. Det betyder, at den såkaldte superligaordning fortsat er sat i bero.

Ordningen tillod i en periode superligaklubber og andre sportsarrangører at lukke mere end 500 personer ind til kampe.

Her kan du læse mere om ordningen:

* Tre fodboldkampe i Superligaen blev i juni udpeget som forsøgskampe til en tilskuerordning. Det drejede sig om kampene Horsens-Randers, Brøndby-FC København og Lyngby-OB.

* Forsøget skulle vise, om det kunne lade sig gøre at afvikle kampe med mere end 500 personer samlet på forsvarlig vis. 500 personer har ellers været grænsen for siddende forsamlinger, siden det igen blev tilladt at åbne for kultur- og sportsarrangementer.

* Resultaterne var så tilfredsstillende, at det 30. juni blev tilladt at åbne for flere end 500 personer til superligakampe.

* Reglerne foreskriver blandt andet, at hver sektion på stadion skal have sin egen indgang, og at der maksimalt må sidde 500 personer i en sektion. Udebanefans er ikke velkomne, og tribuner med ståpladser må ikke benyttes, da tilskuerne som udgangspunkt skal sidde ned.

* 4. september blev det tilladt for alle idrætsgrene at lukke tilskuere ind fra 9. september efter samme regler som Superligaen.

* Odense og hovedstadsområdet blev få dage senere undtaget fra ordningen om at udvide tilskuertilladelsen til andre sportsgrene i 14 dage på grund af højere smittetal.

* 15. september meddelte Sundhedsministeriet, at superligaordningen for tilskuere blev suspenderet i hovedstadskommunerne fra 17. september til 1. oktober.

* 18. september meddelte Sundheds- og Ældreministeriet, at både superligaordningen og den tilpassede superligaordning blev suspenderet til og med 4. oktober.

* Coronarestriktionerne blev forlænget 25. september frem til 18. oktober.

* Yderligere en forlængelse blev meddelt 7. oktober, og de landsdækkende restriktioner gælder dermed frem til 31. oktober. Derfor kan der fortsat kun lukkes 500 personer ind til kampene, og taller inkluderer spillere, trænere, dommere og alle andre påkrævede tilstedeværende.

Kilder: Kulturministeriet, TV2, Ritzau.