FAKTA: Særlig paragraf udskyder sag mod Britta Nielsen

Anklager vil bruge særlig paragraf i sag mod Britta Nielsen, der kan øge straframmen med 50 procent.

Retssagen mod Britta Nielsen bliver tirsdag udskudt yderligere på grund af spørgsmålet om brug af særlig paragraf.

Ifølge retsformand Vivi Sønderskov Møller er der brug for yderligere tid til at drøfte spørgsmålet om, hvorvidt straffelovens paragraf 88 skal og kan bruges i sagen.

Britta Nielsen er tiltalt for groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk.

Gennem 25 år skal hun have overført 117 millioner kroner fra Socialstyrelsen til sig selv.

Straframmen for groft bedrageri er otte års fængsel, men anklageren vil tage den sjældne paragraf 88 i brug, der kan hæve straffen i særlig grove sager.

Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, kæmper modsat imod, at den skal bruges.

Læs mere om paragraffen her:

* Som udgangspunkt er der fastsat en straframme for alle former for kriminalitet. Rammen fastsætter, hvad man maksimalt kan blive idømt af straf for en given forbrydelse.

* I paragraf 88 hedder det, at "under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve."

* Er man for eksempel sigtet for groft bedrageri, hvor straframmen er otte års fængsel, kan straffen stige til 12 års fængsel.

Kilde: Retsinformation, aktindsigt fra Bagmandspolitiet, Ritzau.