
Følgende danskere var i aktion lørdag ved OL i Tokyo:
—- —- —- —-
* Golf:
Mænd, 3. runde: Rasmus Højgaard, Joachim B. Hansen. Danskerne havde en fin lørdag. Hansen gik i fire slag under par, mens Højgaard leverede sin stærkeste runde ved OL med fem slag under par. Det efterlader Hansen og Højgaard i henholdsvis syv og seks slag under par, hvilket rækker til placeringer som en delt nummer 17 og en delt nummer 28 inden sidste runde søndag.
* Atletik
400 meter hæk, indledende: Sara Slott Petersen. Den rutinerede aarhusianer udsatte sin løbepension ved at kæmpe sig i mål som nummer tre i sit indledende heat i tiden 55,52 sekunder. Heatets fire bedste blev belønnet med en plads i semifinalen. På tværs af de indledende heats blev hun noteret for den 16.-bedste tid.
100 meter, 1. runde: Kojo Musah. Sprinteren løb i 10,20 sekunder og sluttede som nummer fem i sit indledende heat, hvilket ikke var nok til en semifinale. Musah havde den 29. hurtigste tid af de 61 startende løbere.
* Badminton
Herresingle, kvartfinale: Viktor Axelsen-Shi Yuqi (Kina). Fynboen spillede sig frem til karrierens anden OL-semifinalen i suveræn stil. Axelsen var ovenpå i alle spillets facetter, og han vandt med de klare cifre 21-13, 21-13. Med udsigten til at møde upåagtede Cordón fra Guatemala i semifinalen har Axelsen spillet sig tæt på en medalje.
Herresingle, kvartfinale: Anders Antonsen-Anthony Ginting (Indonesien). Aarhusianeren så ud til at have et lille overtag i det afgørende tredje sæt af en intens dyst, men til sidst var det indoneseren, som fik slået de afgørende point hjem. Ginting vandt 21-18, 15-21, 21-18.
* Svømning
50 meter fri, semifinaler: Pernille Blume og Julie Kepp Jensen. Den forsvarende olympiske mester viste atter klassen, da hun vandt sin semifinale og satte den næstbedste tid af alle. Dermed er Blume klar til finalen, der svømmes natten til søndag dansk tid. Julie Kepp Jensen var den langsomste semifinalist.
* Skydning
50 meter riffel, kvalifikation: Rikke Mæng Ibsen. Danskeren blev nummer 29 ud af 37 i kvalifikationen med en score på 1157. Det krævede en score på 1171 at være blandt de otte finalister.
* Sejlsport
49'er, 10., 11 og 12. sejlads: Jonas Warrer/Jakob Precht. Den danske 49'er-båd lavede en 15.-, 5.- og 8.-plads i lørdagens tre sejladser, der var de sidste i den indledende fase. Det efterlader Warrer og Precht som nummer fem i den samlede stilling før den afsluttende medaljesejlads på mandag.
49'er FX, 10., 11. og 12. sejlads: Ida Marie Baad/Marie Thusgaard. Den danske båd blev nummer 9, 6 og 14 i de tre sidste indledende sejladser lørdag. Det er akkurat nok til en 10.-plads og en plads i medaljesejladsen mandag.
Nacra 17, 7., 8. og 9. sejlads: Lin Ea Cenholt/Christian Peter Lübeck. Nacra 17-båden blev lørdag nummer 13, 11 og 11 i de tre sejladser, hvilket rækker til en foreløbig 8.-plads. Der mangler endnu tre indledende sejladser inden medaljesejladsen.
Windsurfing (RS: X), medaljesejlads: Lærke Buhl-Hansen. Windsurferen blev lørdag nummer ni i OL's afsluttende medaljesejlads i RS: X-klassen. Dermed sluttede hun som samlet nummer syv ved OL. En klar forbedring af 15.-pladsen fra OL i 2016.