FAKTA: Lande med aktiv dødshjælp

50.000 har underskrevet borgerforslag, som betyder, at Folketinget skal tage stilling til aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er, når en læge aktivt slutter en patients liv.

Med 50.000 underskrifter på et borgerforslag, skal Folketinget nu tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være lovligt i Danmark.

* Som det første land i verden tillod Holland fra den 1. april 2002 både aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord for patienter, som lider af "ubærlige smerter og ikke har udsigt til forbedring".

* Siden er flere lande kommet til. Det gælder Belgien, Luxembourg og Spanien.

* Schweiz tillader ikke aktiv dødshjælp, men tillader hjælp til selvmord.

* Holland og Belgien har udvidet deres love på området, så aktiv dødshjælp også er tilladt for nogle uhelbredeligt syge børn, hvis forældrene giver tilsagn.

Kilde: AFP

/ritzau/