FAKTA: IMF holder øje med verdensøkonomien

Den Internationale Valutafond ser med mere optimisme på verdensøkonomien end i tidligere prognose.

Kristalina Georgieva fra Bulgarien har været direktør i IMF siden 2019. (Arkivfoto).

Kristalina Georgieva fra Bulgarien har været direktør i IMF siden 2019. (Arkivfoto).

I sin seneste prognose for verdensøkonomien opjusterer Den Internationale Valutafond (IMF) forventningerne til væksten.

Forventningen til 2023-væksten er hævet med 0,2 procentpoint til 2,9 procent.

Her kan du læse mere om IMF og organisationens rolle:

* Den Internationale Valutafond blev oprettet i 1947. Der er 190 medlemslande, herunder Danmark.

* Det er en international finansiel institution med hovedkvarter i Washington D.C, USA. Den er en del af FN-systemet.

* IMF blev etableret sammen med Verdensbanken efter Anden Verdenskrig.

* Formålet var at stabilisere den globale økonomi og fremme økonomisk samarbejde.

* IMF's oprindelige opgaver var at forhindre den ustabilitet i valutakurser, som i 1920'erne og 1930'erne var med til at hæmme international samhandel. Men den skulle også gribe ind i forbindelse med finanskriser med lån til medlemslande.

* Analyser af medlemslandenes økonomier har også været en af IMF's væsentlige opgaver.

* Desuden har valutafonden spillet en stor rolle i genopretningen af eurolandes økonomier efter finanskrisen.

* Kristalina Georgieva fra Bulgarien har været direktør i IMF siden 2019.

Kilder: BBC, IMF og Den Store Danske.

/ritzau/