
Regeringen ønsker at forlænge forsamlingsforbuddet til ti personer for hele landet.
Det skyldes, at der registreret 1257 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark det seneste døgn.
Forsamlingsforbuddet gælder til og med 13. december, mens andre restriktioner gælder frem til 2. januar 2021.
Her er et overblik over nogle af restriktionerne:
* Forsamlingsforbuddet er på ti personer i hele landet. Det omfatter også private arrangementer som fødselsdage og bryllupper på eksempelvis hoteller og restauranter. Forbuddet omfatter også personale til arrangementerne.
* Reglen gælder ikke i private hjem, men myndighederne opfordrer kraftigt til at holde sig under grænsen på ti personer privat også.
* Der er krav om mundbind eller visir i den kollektive transport, og det anbefales at undgå myldretid. Der er krav om pladsbillet på fjerntog.
* Restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 i hele landet. Også hvis der er tale om private arrangementer på restaurationerne.
* Der er krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant, bar eller café. Det gælder både gæster og ansatte.
* Ved besøg i dagligvarebutikker, varehuse, storcentre, stormagasiner eller lignende er der krav om mundbind eller visir.
* Ved besøg i kirke eller trossamfund er der et maksimum på 500 personer samtidig afhængigt at lokalets størrelse. Ved udendørs begravelser er der et maksimum på 50 personer.
* På uddannelsestilbud er der et delvist krav om mundbind eller visir.
* Ved idræts- og foreningsaktiviteter er der et loft på 50 personer for børn og unge. Øvrige idrætsaktiviteter gælder et loft på ti personer. Aldersgrænsen er 21 år.
* Til arrangementer, hvor man sidder ned, er det tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis sports- og kulturarrangementer, for eksempel kampe i Superligaen i fodbold.
* Både private og offentlige arbejdspladser opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, i det omfang det er "muligt og hensigtsmæssigt".
* Der er forbud mod indtagelse af alkohol i busser – herunder partybusser.
* Der er skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem.
Kilde: coronasmitte.dk.