Færre sejlere besøger Rungsted Havn

Dalende besøgstal i Rungsted Havn bekymrer havnemester Henrik Kristensen, der også frygter, at fødekæden af nye bådejere i Rungsted skrumper

Foto: Ole Tradsborg

Havnemester i Rungsted Havn Henrik Kristensen spejder i denne tid efter nye gæster. Dem har der indtil videre ikke været mange af i år, og dermed ser en lidt kedelig tendens fra sidste år ud til at fortsætte også i år.

"Vi ligger normalt på en ca. 3500 besøgende både årligt, men sidste år havde vi 24 procent færre besøgende. Samme tal regner vi med at lande på i år," siger havnemesteren, der dog håber på at en indian summer i august og september kan peppe besøgstallet op.

Som forklaring på de færre besøgende giver han det dårlige vejr og den generelle afmatning, som den direkte ?skyld? for nedgangen. Situationen er den samme over hele landet, fortæller Henrik Kristensen, der løbende er i kontakt med sine kolleger i de andre danske havne.

Blandt de besøgende er der udover indenlandske turister heldigvis fortsat en del svenskere, der krydser sundet. Men til forskel fra tidligere år, er der ganske ikke mange nordmænd, få tyskere og endelig glimrer franskmænd og englændere helt ved deres fravær, ligesom havnemesteren også spejder forgæves efter hollændere, der ellers tidligere har anløbet havnen.

Også på land er der bevis for havnemesterens udsagn, nemlig at der generelt er færre sejlende. Her står både ?opstaldet? fordi flere bådejere ser tiden lidt an i forhold til reparationer, og om de i det hele taget orker at fortsætte som bådejere. Og den tendens ser han også – på den lange bane – som lidt af et problem. For hvor der tidligere kom 30 – 40 nye både til årligt, er der nu kun omkring tre – fem nye.

"Bådejere i Rungsted er jo typisk sådan nogle halvgamle mænd, som jeg. Fødekæden i forhold til nye bådejere er ved at blive brudt, og det vil nok blive synligt inden for en årrække," gætter havnemesteren, der dog kan glæde sig over mere liv end vanligt i havnen den kommende weekend, når mindst 30 Nauticatbåde lægger til kaj i Rungsted.