
Højresvingsulykker, styrt på motorcykel og sammenstød af biler.
Sidste år blev 183 personer dræbt i trafikken. Det var færre end året før, hvor 211 mennesker omkom.
Det viser Vejdirektoratets foreløbige opgørelse over ulykker i trafikken for 2017. Det er første år siden 2012, at antallet af mennesker, som er døde i en trafikulykke, er dalet.
På trods af, at færre har måttet lade livet i trafikken, er Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, ikke tilfreds.
– Jeg vil rejse en advarsel mod at blive alt for begejstret, for realiteten er, at ser man over en længere periode, så må vi konstatere, at der er en stagnering.
– Vi arbejder jo ud fra en forudsætning om, at antallet skal falde. Og det er altså ikke sket, hvis man ser på tallene over en længere periode, siger Mogens Kjærgaard Møller.
Færdselssikkerhedskommissionen har et mål om, at der i 2020 maksimalt må være 120 trafikdræbte og 2000 tilskadekomne i trafikken om året, pointerer den administrerende direktør.
– For at nå det mål burde der i 2017 højst have været 138 dræbte på vejene. Vi er dermed langt fra målet, når der i 2017 var omkring 180 trafikanter, der mistede livet, siger Mogens Kjærgaard Møller.
For at færre mennesker mister livet i ulykker, må der sættes fokus på, hvordan man opfører sig i trafikken, mener den administrerende direktør. Han nævner tre udbredte årsager til, at der sker ulykker.
– De tre store syndere er fart, uopmærksomhed, og så er det sprit.
– Så derfor: Let foden fra speederen. Hold øjnene på vejen og kør bil, når du kører bil. Og lad nu være med at kombinere overmodig alkoholindtagelse med, når du kører, lyder opfordringen.
Sidste år mistede 23 fodgængere, 26 cyklister, 13 motorcyklister og 100 bilpassagerer livet i en trafikulykke. I opgørelsen angives det ikke, hvordan de resterende 21 mennesker omkom.
3097 mennesker kom til skade i trafikken sidste år, mens det gjaldt for 3228 personer året forinden.