
Kasserer I Hillerød Bys Lokalråd. Flemming Munch Mortensen, Milnersvej 10, st, 3400 Hillerød
Ved mødet om lokalplanen for Hillerød Storcenter blev der også rejst spørgsmålet om centerets udseende. "Det ligner en fængselsmur" var et af udsagnene.
Det blev desværre ikke kommenteret nærmere, idet det der optog folk mest, naturligt nok var: Hvad skal der være i centeret ? Og herunder projektmager Ulrik Bebes gentagne usandheder.
Det er dog synd, at man ikke også ser lidt nærmere på denne mastodont af nogle bygninger, som er tegnet af arkitektfirmaet Mangor og Nagel.
Nu er det så spørgsmålet, om man kan laste arkitektfirmaet for denne øjenbæ. De har måske fået en bunden opgave – det er jo set før. Men arkitektfirmaet må også kunne levere noget mere attraktivt.
Kære Torben og Carsten Nagel.
Som indehavere og ledere i firmaet, kan I så ikke levere nogle mere interessante og smukke skitser for dette center.
Jeg ved, at I kan. I kraft af et tidligere samarbejde har jeg set, hvordan I har forvandlet en betonklods af et sikringsrum med metertykke mure og tag – til over 100 mennesker – til et beboerhus, som nærmest svævede på jorden.
Prøv at gøre det igen. Jeg ved godt, at de arkitekter, som tegnede sikringsrummet i sin tid, er gået på pension, men I må have andre lige så dygtige arkitekter nu. Hvis ikke så kald pensionisterne ind til endnu en opgave.