Fællessang på Barresøgård

Nyt tiltag fra bondemanden og hans musikalske ven

I øjeblikket er der lidt stille på  Barresøgård  Besøgsbondegård. Sæsonen med  åbent hus-arrangementer starter først 2. og 3. april. Indtil da fordriver bondemanden, Lars Juel Sørensen, tiden med at synge og spille sammen med sin musikalske ven Alf Blume.

Men de to har fundet ud af, at det er sjovere at være lidt flere, og derfor indbyder de til fællessang lørdag 7. februar fra klokken 14.00-16.00 på Barresøgård, Slangerupvej 29, 3540 Lynge.

'Del glæden ved at synge 'netop den sang, du ved', som vi hørte dengang, sammen med andre mennesker, som minsandten også holder af de samme sange,' lyder opfordringen.

Repertoiret vil være meget bredt og omfatte både Kim Larsen og Carl Nielsen og Beatles og Stones – med meget mere. Arrangementet henvender sig til voksne mennesker. Der vil være tekster til uddeling, og så vil Lars og Alf med flere spille til sangene.

Sangermusklen skal også smøres: Der vil blive serveret kaffe og kage. Prisen for at deltage er 50 kr., men der er begrænset plads, og derfor må man tilmelde sig senest 4. februar på mail: barresoe@gmail.com eller hos Lars på telefon: 2278 2726.