Fabian Cancellara vinder sin hårdeste sejr

For fjerde gang i karrieren vinder den schweiziske cykelrytter Fabian Cancellara VM-guld i enkeltstart. Det var samtidig den hårdeste, siger han.

Foto: PASCAL PAVANI

Schweiziske Fabian Cancellara viste torsdag endnu engang, at han er aldeles suveræn udi enkeltstarter.

Med mere end et minuts forspring ned til nummer to, britiske David Millar, blev Cancellara således verdensmester for fjerde gang i karrieren. Tyske Tony Martin kom i mål på tredjepladsen.

– Jeg er virkelig lykkelig. Det er historisk at vinde denne disciplin fire gange, og denne gang var måske den hårdeste af mine sejre, siger Cancellara.

– Jeg vidste ikke helt, hvor jeg stod rent formmæssigt, og de andre kørte godt, men jeg fokuserede på mit eget løb og kørte et perfekt løb.

Enkeltstarten i australske Melbourne blev kørt på en meget hård rute, som måske ikke umiddelbart lignede en ren livret for Cancellara.

Men det betød intet, skulle det vise sig. Schweizeren var så suveræn, at han på målstregen havde tid og overskud til at række fire fingre i vejret for at markere sin fjerde triumf. De tidligere verdensmesterskaber har han vundet i 2006, 2007 og 2009.

For Danmark deltog Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, og det var med Alex Rasmussen som bedste mand. Han blev nummer 18 – 3,45 minutter efter Cancellara.