Eks-spindoktor dukkede pludselig op på Marienborg

Mette Frederiksens tidligere særlige rådgiver var forbi Marienborg fredag formiddag.

Martin Rossen forlader Marienborg på motorcykel, mens partierne forhandler om dannelsen af en ny regering.

Martin Rossen forlader Marienborg på motorcykel, mens partierne forhandler om dannelsen af en ny regering.

Fredagen igennem dukker partilederne på skift op ved Marienborg for at indlede forhandlingerne om at danne en ny regering.

Der var dog også en helt anden gæst, der vakte opmærksomhed, da han gik ind ad lågen til statsministerens embedsbolig nær Lyngby fredag formiddag.

Det drejer sig om Martin Rossen, statsministerens tidligere særlige rådgiver, som nu er ansat hos Danfoss.

Han dukkede op til fods uden at sige noget og forsvandt en halv times tid senere – denne gang på motorcykel.

Socialdemokratiets presseafdeling siger, at Rossen var der i privat øjemed.

– Han spiller ingen rolle i forhandlingerne, siger Kim Bonde, der er souschef i presseafdelingen.

Forklaringen bakkes op af statsministerens mand, Bo Tengberg.

– Han kom bare forbi for at hente sin motorcykel, siger Tengberg til journalisterne på stedet.

Martin Rossen har kørt motorcykel i mange år. Sammen med de to socialdemokratiske folketingsmedlemmer Christian Rabjerg Madsen og Jens Joel stiftede han tilbage i 2016 motorcykelklubben "De røde engle".

/ritzau/