EU’s atomkraftværker skal ikke terrortestes

EU's testplan for unionens atomkraftværker er klar. Terrorangreb bliver ikke en del af stresstesten.

EU-landene er langt om længe nået til enighed om kriterierne for de stresstest, som unionens 143 atomkraftværker skal gennemgå.

I marts – kort tid efter atomulykken på Fukushima-atomkraftværket i Japan – bebudede EU at gennemføre omfattende sikkerhedstjek på alle unionens atomkraftreaktorer.

Men siden da har atomeksperter og myndigheder skændtes om, hvad testen helt konkret skulle indeholde.

Et af de helt store stridsspørgsmål har været, hvorvidt atomkraftværkerne skulle testes for at kunne modstå terrorangreb.

Det er nu besluttet, at det ikke bliver en del af testen, siger EU's energikommissær, Günther Oettinger.

– Det er ikke noget, alle medlemslande går ind for, siger energikommissæren.

– Det er ikke en opgave, der hører til de overnationale myndigheder. Det er en del af den interne nationale sikkerhed, siger Oettinger.

Han lægger dog ikke skjul på, at han håber, kommissionen efter flere samtaler med medlemslandene kan "løfte spørgsmålet om terrorisme til EU-niveau."

Stresstestene vil begynde i starten af juni.

Østrig, som er et af de lande, der er størst modstander af atomkraft, har allerede udtrykt sin tilfredshed med testens udformning.

– Det var virkelig en hård kamp. Jeg glæder mig over, at et atomkraft-sikkerhedssystem for første gang er ved at blive oprettet på europæisk plan, siger den østrigske miljøminister, Nikolaus Berlakovich, til østrigsk radio.

Frankrig og Storbritannien er de lande i Europa, der har flest atomkraftreaktorer. De to lande råder over henholdsvis 58 og 19 reaktorer, mens der i Tyskland findes 17.

Danmarks svenske naboer råder over 10 reaktorer.