Et hav af øgenavne i rekordstor narkosag kaldet Goldfinger

Over 50 personer samles i Østre Landsret. Tiltale mod hovedmand om smugleri af 2,7 ton kokain.

Princi, Qero, Bjondi og Kuksi er blandt de mange kaldenavne, som dommere i Østre Landsret torsdag får præsenteret af anklagerne i en rekordstor sag om indsmugling og videresalg af kokain gennem flere år.

Sagen kaldes af politiet for "Operation Goldfinger". Københavns Byret afsagde dom i december 2021. Resultatet blev kaldt historisk. For aldrig før er straframmen på fængsel i 16 år blevet sprængt i en sag om narkotika.

13 af de dømte har torsdag taget plads i landsretten med deres forsvarere. De ti har anket for at blive frifundet eller få en lavere straf. Alle er varetægtsfængslet, og politifolk og fængselsbetjente bevogter dem.

– Det er et stort maskineri, konstaterer retsformand Jon Fridrik Kjølbro, da han kigger ud over de flere end 50 personer i retslokalet.

De ti har albansk baggrund, og derfor er tolke til stede. En af mændene har en lang karriere som embedsmand i forsvars- og miljøministeriet i Albanien bag sig.

Omvendt har anklagemyndigheden taget initiativ til at anke byrettens dom om tre mænd med arabiske rødder. Også de betjenes af tolke.

I to souvenirbutikker i Amaliegade og Frederiksborggade i København håndterede de tre, der er fætre, mindst 25 millioner kroner, mente byretten, som fandt dem skyldige i hæleri og landede på fængsel i fire år og seks måneder.

Men i landsretten vil tre anklagere forsøge at få mændene fra souvenirbutikkerne gjort medansvarlige for den kriminelle forretning med store mængder kokain. De ønsker til gengæld at blive frifundet for hæleri.

Øverst i hierarkiet sad ifølge tiltalen en mand, der i flere år angiveligt levede under falsk identitet med sin hustru og parrets lille søn i en ejendom på Oliefabriksvej i Kastrup.

Byretten kendte Sokol Krasnici, hvis virkelige navn ifølge byretten er Jetmir Kastrati, skyldig i 920 kilo kokain. Straffen blev fængsel i 19 år og fire måneder.

I landsretten vil anklagerne forsøge at få ham dømt for i alt 2,7 ton kokain, hvilket er cirka en tredjedel af den oprindelige tiltale.

Påstanden er, at netværket i flere år sørgede for distribution af kokain – også til Norge og Sverige. En af de tiltalte drev en restaurant i Malmø.

Fortjenesten var stor. En buschauffør kørte mindst 30 millioner kroner til Tetovo i Nordmakedonien. Fortjenesten blev blandt andet investeret i en kyllingefarm og i ferierækkehuse i en kystby, mente byretten.

Smuglerbilerne er et kapitel for sig, fremgår det af byrettens dom.

Det var ikke ligetil at åbne de hemmelige rum. I en Citroën skulle man sætte nøglen i tændingen, slippe håndbremsen, sætte en usb-oplader i batteristikket og derefter placere en magnet foran en tap under bagsædet. Først da kunne bagsædet løftes op.

Østre Landsret har afsat 55 retsmøder. I oktober ventes retten at afgøre, om byrettens dom skal ændres.

/ritzau/