Af: Nina Launbøl Hansen Foto: Finn Jørgensen
KRISEHJÆLP "Jeg tror de (mænd, red.) er kommet for at blive," siger centerleder Karin Bille med et lunt glimt i øjet og understreger, at omkring halvdelen af de børn, som kommer til Frederikssund Krisecenter med deres mødre, er drengebørn.
Det er en af årsagerne til, at centret både har en mand i bestyrelsen og mænd, som laver frivilligt arbejde.
"Men hos os arbejder de frivillige ikke med kvinderne. De hjælper i haven eller springer til ved transport og sådan noget," forklarer Karin Bille.
"Desuden er mændene jo lige derude i samfundet," siger hun og peger ud af vinduet, "og her lever vi altså i samfundet! Den allerførste dag kvinderne er her, bliver de sendt ned og handle. Det kan være en meget grænseoverskridende oplevelse, men en af os kan eventuelt gå med – men der er ingen vej uden om."
Frederikssund Krisecenter har da heller ikke haft mange dårlige oplevelser med deres åbne politik.
"Vi har faktisk kun haft et tilfælde. En kvinde mødte sin voldelige mand hernede ad gaden. Han stak hende en lussing – så røg han ind i tre måneder!" siger Karin Bille tørt.
Og tag endelig ikke fejl af centrets tolerante holdning overfor mænd. De mænd, som ikke kan opføre sig ordentligt, får grovfilen.
"Vi gør meget ud af at motivere kvinderne til at anmelde deres mænd for vold. Og vi har vundet alle de voldssager, vi har anlagt," fortæller en stolt Karin Bille, som fortæller om eksemplarisk samarbejde med advokater og politi.
"Politiet er jo også vant til at køre ud til de samme adresser igen og igen, når der er husspektakler – og der står de tit magtesløse, for kvinden vil eller tør ikke anmelde manden for vold. Når vi ringer til dem, så kommer de gerne her og optager rapport, for de ved, at vores sager de holder," siger Karin Bille.
Statistikken taler da også sit klare sprog.
Af de 15 kvinder, som boede i kortere eller længere tid på Frederikssund Krisecenter sidste år, har de fem fået dømt deres mand eller samlever for vold.
Som på mange andre krisecentre, har Frederikssund Krisecenter en klar overvægt af nydanske kvinder. For nylig kom det frem, at mange centre har negative oplevelser med spioner, som prøver at op- spore kvinder, der er flygtet fra "kernefamilien".
"Det har vi ikke her. Vi har vores sikkerhedsforanstaltninger, men det er ikke noget fort," understreger Karin Bille.
"Men det hænder da, at vi får en opringning fra en "fætter", som ikke kan finde sin "kusine". Den slags henviser vi til politiet – det er jo deres opgave, at finde forsvundne personer," supplerer Betina Falk, som er socialrådgiver på stedet.
På et skilt ved mønttelefonen står da også, hvordan man skal agere, når den ringer:
Sig kun hallo og aldrig dit navn. Giv dine allernærmeste et kodeord, hvis de vil ringe til dig. Børn må aldrig tage telefonen.
"Og så er vi meget grundige, når vi har den første samtale med kvinderne", fortæller Betina Falk, "vi spørger meget ind til familien, og vi laver en grundig sikkerhedsvurdering. Det gør vi både for kvindens egen skyld, men også for de andre kvinder og personalets skyld."
Og der er virkelig nogle slemme mænd, derude i verden.
Karin og Betina kan fortælle horrible historier om vold, incest og alskens overgreb. Om kvinder med rockermænd, familiesammenførte kvinder, som ikke kan et ord dansk, når de ankommer til Frederikssund Krisecenter og om kvinder fra de varme lande, som er blevet gift med danske mænd, der ikke engang skulle have haft lov til at holde hund.
"Men det er hverken stakkels børn eller stakkels kvinder vi modtager her. 24 ud af 25 har bunker af resurser – indtil videre har de bare brugt dem på at holde sammen på familien," siger Karin Bille og Betina Falk supplerer:
"Men når man har været så længe i et så undertrykkende forhold, så er man ikke bare stagneret, men har simpelthen tabt færdigheder."
"Vi har fået kvinder ind fra fjerne lande, som vasker op i klorin, med børn helt op til to-tre år, som stadig lever udelukkende af mælk i sutteflaske og kvinder, som ikke kender vores penge, ikke kan købe ind eller gå på apoteket og som slet ikke er trafiksikre," fortæller Karin Bille.
"Men når de så står i døren og brokker sig over, at den bestilte tolk ikke er dukket op endnu eller lignende, så ved vi, at hun er på rette vej," siger Betina Falk, og det lyser ud af hende, at det er der, lønnen ved arbejdet ligger.
Sidste år var der 24 børn som boede i kortere eller længere tid på Frederikssund Krisecenter. Den yngste var endnu ikke fyldt ét år, den ældste 17.
Men selv de mindste bliver mærket af at have levet i en voldelig familie, fortæller Karin Bille.
"Man mener jo, at menneskers intuitive hukommelse går tilbage til omkring to år," siger hun.
"Det kan godt være, at far ikke slår børnene, men så mærker de det psykisk," fortæller Betina Falk, hvis opgave det blandt andet er at tage sig af de mindste børn.
"Jeg gør det, at jeg starter med at tage ansvaret fra dem. De skal vide, at vi hjælper mor, og det er ok, at mor er ked af det," siger Betina Falk.
Det er ikke altid, at moren orker at tage sig af sine børn i den første tid. Så leger centrets ansatte med de små. Sammen med den opgave er en af deres fornemmeste opgaver at lave udvikling på kvinderne.
"Hvis vi bare skulle "opbevare" dem, så kunne vi lige så godt leje nogle hytter i Lalandia og hyre et par bodyguards, og så finde kvinderne en lejlighed så hurtigt som muligt. Vores kongstanke er, at vi laver udvikling på kvinderne. Det har vi sådan set gjort hele tiden, selvom det først er blevet et lovmulighed for nyligt, men vi har altså haft stor succes med det," fortæller Karin Bille.
Det er da heller ikke uden stolthed, at Karin og Betina fortæller, at langt de fleste kvinder forlader Frederikssund Krisecenter til uddannelse eller arbejde.
"Der ligger en stor tilfredsstillelse i at se "vores" kvinder komme godt i gang med livet," siger Karin Bille, "for de har ikke haft det bedste udgangspunkt."
