Esrum Kloster inviterer til ølfestival

10.-11. marts afholder Esrum Kloster for anden gang ølfestival. En weekend for alle ølnørder og godtfolk med hang til humle

 

Dørene slås op til en verden af klosterøl, dansk mikrobryg og lokalt håndbryg når Esrum Kloster inviterer til ølfestival 10.-11. marts.

De stemningsfulde historiske rammer fyldes med øl fra kvist til kælder. Her kan man møde nogle af Danmarks bedste brygmestre og engagerede lokale håndbryggere – og selvfølgelig smage deres øl og få en snak om malt, humle og gær.

Derudover får klosteret besøg af brygmestre fra europæiske klostre, så man kan nørde igennem med gamle brygningsmetoder og smage fantastisk klosterøl.

Når øllet er smagt og snakken er taget, findes bryggernes øl to-go i ølbutikken, sammen med udstyr til hjemmebryg, malt, humle og masser af klosterøl. Og har man lyst til at nørde endnu mere, kan man besøge ølworkshoppen, hvor man smager og dufter sig til viden om øl.

Her bliver man klogere på typer af øl, smagstilsætninger og selve ølbrygningen – som både er for den garvede brygger og den nysgerrige ølaspirant.

Noget af verdens bedste øl kommer utvivlsomt fra munkene på trappistklostrene i Belgien. Men vi kan også være med herhjemme. For andet år i træk kåres 'Den Bedste Danske Klosterøl'.

I selskab med publikum smager og dufter en professionel dommerkomite sig frem til årets vinder, der får den store ære at kunne kalde sit bryg for "Årets Klosterøl 2017". Publikum kan selvfølgelig også kåre deres eget favoritbryggeri!

Har man brug for en pause, kan man slå sig ned i Møllecaféen, der som noget særligt i år, drives af Rabarbergården – et bæredygtigt lokalt landsted med egen gårdrestaurant. Her serveres der gris i lange baner, der naturligvis skylles ned med øl fra hanen.

I Ølkælderen finder man et bredt udvalg af trappistøl på fad, der kan nydes under hvælvingerne, imens der dystes i øl-bezzerwizzer. Også her serverer Rabarbergården dejlig mad.

Gisli

Faktaboks:

ØLFESTIVAL

Åbningstider: Fredag 10.3.: 12-20 Lørdag 11.3.: 10-17

Pris: Entré: 75,10 smagepoletter: 100,

Besøg www.esrum.dk for mere information

Besøg Rabarbergården på rabarbergaarden.dk

Gisli