
Med to mål i anden halvleg satte Esbjergs Søren Rieks en tyk streg under klasseforskellen i 4-0-sejren ude mod FC Nordsjælland i SAS Ligaen.
– Først og fremmest var vi fokuserede på, at vi skulle lægge et højt pres på FC Nordsjællands to midterforsvarer, og det lykkedes til punkt og prikke. FC Nordsjælland var usikre fra starten af, og det skyldtes vores pres. Det var plan A, der lykkedes, og når du kæmper røven ud af bukserne, kommer det gode spil også bagefter, siger Søren Rieks.
To af Esbjergs mål faldt efter dybdeløb bag om Benjamin Kibebe og Michael Parkhurst i FC Nordsjællands midterforsvar, og det var ikke en tilfældighed.
– Det er med til at skabe uro, når vi løber dybt, og det er noget, vi fokusere på, hver gang vi spiller, siger Søren Rieks, der var ekstra glad efter 4-0-sejren:
– Det er dejligt, at vi vinder en storsejr. Det har været tætte kampe, vi har vundet indtil videre i SAS Ligaen.
Med sejren stryger Esbjerg og Rieks op på SAS Ligaens førsteplads. I næste runde møder de sæsonens anden store jyske overraskelse, AGF, der mandag aften kan komme op på samme antal point som Esbjerg, hvis de vinder hjemmekampen mod FC Midtjylland.
– Vi er stadig realister, og vores målsætning er stadig top-6. Men det er klart, jo længere tid vi bliver ved med at vinde, jo mere skal vi tages seriøst, siger Esbjerg-profilen.