
En erstatningssag spøger omkring det store Røde-Port-projekt ved sydsiden af Roskilde station, der blev afsporet for et par uger siden, så det nu virker tvivlsomt, om byggeriet nogensinde bliver til noget.
Alle vigtige aftaler så ellers ud til at være faldet på plads. Men pludselig meddelte Trafikministeriet, at nu ville staten alligevel ikke sælge det tidligere ranger-terræn, som en del af byggeriet skulle placeres på.
Begrundelsen var, at man nu først skulle undersøge, om dette areal måske skal anvendes, hvis der alligevel skal S-tog til Roskilde. Det har kommunen hidtil ikke været særligt interesseret i, fordi et flertal frygter, at det vil ramme antallet af hurtige tog både i retning mod København og Fyn samt Jylland.
Ingen aftaler
Roskilde Kommune har allerede brugt flere millioner kroner på at holde borgermøder, lave arkitekt-konkurrence og udarbejde offentlige lokalplaner for byggeriet.
Byudvikler Claus B. Hansen, der har arbejdet med projektet gennnem mere end 10 år, har brugt et endnu større beløb i løbet af den lange tid, og var nu kommet frem til målstregen, da det hele faldt sammen.
Men ingen af parterne har haft underskrevne og bindende aftaler med staten, og derfor kan det blive svært for dem at få erstatning for de betydelige pengebeløb, der nu er anvendt.
I kommunen har man været indstillet på nu at lægge sagen 'i mølpose' og ind til videre lade den blive der, for ikke at bruge flere ressourcer, uden at der kommer noget ud af det. Først en endelig statslig frigivelse af arealet ville kunne ændre på det.
Men nu vil forvaltningen sandsynligvis foretage en ekstra vurdering af, om der kan komme nogen form for erstatning på tale.
Arkitket Claus B. Hansen har også god grund til at være 'rasende', efter at han nu har brugt så mange kræfter og penge på projektet, der så er stoppet i sidste øjeblik.
Men da det ikke er Roskilde, som er løbet fra projektet, kan det nok blive svært for ham at komme efter kommunen. Han får nok heller ikke meget ud af at anlægge en sag imod staten, der trods alle løfter og tilkendegivelser stadig har retten over sine arealer, indtil en salgsaftale er indgået.
Rammer byudvikling
Afsporingen af Røde Port-byggeriet er et alvorligt slag for Roskildes byudvikling.
I den seneste udgave af det store projekt skulle der bl.a. have 600 nye boliger, deraf en stor andel med almene boliger, så folk med almindelige indtægter også kunne bo midt i byen.
Samtidig var andelen af kontorlokaler sat op, mens der blev skuret ned for andelene af planlagte nye butikker.
Et stort hotel, som skulle gøre Roskilde til en bedre turist- og kongresby, var også en vigtig del af byggeriet.
Efter ændringen med flere kontorer og færre butikker, var det krævede antal p-pladser reduceret fra knapt 1.400 til ca. 1.100, så man ikke blev nødt til at grave lige så langt ned for at skaffe plads.
Ifølge prognoserne skulle kontorer, butikker og hotel have givet mindst 1.500 nye job midt i Roskilde.
tk