Engelsk skoleband giver koncert på Sydkajen

Bedst som alle elever er gået på sommerferie på Frederikssund private Realskole, er der nu rykket nye ind på skolen. I søndags ankom 40 musikglade engelske elever fra Hope Valley College. I England går skoleelever først på sommerferie i slutningen af juli måned, derfor kunne skolens band: Hope Valley College Band uden problemer hive en uge ud af slutningen på skoleåret, for at besøge Frederikssund. Hope Valley College – som ligger i det Nordengelske Peak District mellem Manchester og Sheffield – er partnerskole til Frederikssund private Realskole. Det var derfor oplagt, at skolen i Frederikssund skulle byde de engelske elever indenfor når turen nu gik til Danmark. "Vi har de sidste to år sendt vores ottende-klasser til Hope Valley College i en 14-dages periode. Så det var kun naturligt, at skolens band nu kunne komme på besøg hos os", fortæller skoleleder på Frederikssund private Realskole: Bo Mehl-Jørgensen. Når hans elever er på sprogskole i England står den bla. på klassisk engelsk skolegang kombineret med oplevelsesture i det rustikke engelske landskab. "For at vi kunne byde de engelske elever indenfor på skolen, har vi blandt andet været ude for at låne madrasser til at de 40 elever der er i alderen 13 til 16 år kan indkvarteres i skolens klasseværelser. Derudover bakker lærere og frivillige medhjælpere op om arrangementet. Med skolen som udgangspunkt, tager bandet rundt for at optræde på blandt andet Kgs. Nytorv, i Tivoli og i Roskilde". Frederikssundere får også mulighed for at høre bandet spille, for onsdag aften den 8. juli kl. 19.30 er der koncert på "Operapladsen" på Frederikssunds Sydkaj ud for kulturhuset Ravn. Bag koncerten står – udover Frederikssund private Realskole – teamet bag H.V. Ravn og Frederikssund Rotary klub. På havnen er der mulighed for at købe drikkevarer fra Cafe Le Zinc.