Af Inger-Lise Simonsen, Sandkildegård, Sandkildevej 2
En stor tak til Allerød kommune for en renoveret og mere trafikvenlig Lystrupvej her ude fra yderste revle mod vest i kommunen.
Renoveringen startede først i juli sidste år, og fremtræder nu som (næsten) færdig med ekstra bredde og midterstriber. Der er også etableret ekstra brede rabatter, så jeg kunne tænke mig, at kommunen har i sinde at plante nye vejtræer, som erstatning for de smukke gamle træer, der måtte lade livet! Hvis du ikke er så kendt på disse kanter, kan jeg anbefale det som et udflugtsmål. Her er meget smuk natur med bakker, gårde og skoven i baggrunden. Men pas på, der er en slange i paradiset. Det er ikke de pudsige småsving og pludselige vejindsnævringer uden skiltning, der er farligst, -nej det er udkørslen fra Sandkildevej. Her er der desværre ikke taget højde for den hurtigkørende trafik og at man ikke kan se, hvad der kommer fra højre pga en lille bakketop. Det er farligt.
Ved indledende møder med beboerne på Lystrupvej-Sandkildevej stillede ledende medarbejdere fra Teknik & Miljø i udsigt, at de ville arbejde for at der blev etableret: bump, vejindsnævring, fuld stop, 60 km hastighedsbegrænsning, og forbud mod gennemkørende tung trafik, herunder busser. Altså alt sammen en forbedring af trafiksikkerheden. Der er etableret chaussestens belægning ved udkørslen, smukt lavet, men ikke særlig uheldsforebyggende. En bil med 80 km/t kører 22 meter per sekund!