Midt- og Vestsjællands Politi har torsdag været til stede ved en boligblok i Roskilde, i forbindelse med at en person blev fundet død.
Personen blev fundet død i en lejlighed i Vestergade, og torsdag eftermiddag oplyser politiet, at det har identificeret personen som en 23-årig kvinde.
Det meddeler Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie Twitter.
Kvindens pårørende er blevet underrettet.
Tidligere på dagen lød det fra politiet, at det ville undersøge dødsfaldet med assistance fra både kriminalteknikere og en retsmediciner for at afgøre, om der var noget mistænkeligt ved dødsfaldet.
Det arbejde pågår stadig, skriver politiet.
– Politiet undersøger fortsat sagen for at kunne afgøre, om der måtte være noget mistænkeligt ved hendes død, lyder det i twitteropslaget.
/ritzau/