ØKONOMI "En milliard kan hurtigt få ben at gå på," var borgmester Knud B. Christoffersens umiddelbare kommentar til økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening og staten – en aftale som vi kun kender i grove træk, da den først i skrivende stund er til endelig behandling i KL"s bestyrelse.Vi fangede en ikke videre begejstret borgmester for Frederikssund på vej til økonomiudvalgsmøde – et møde, hvor der skal findes yderligere knapt 3,7 millioner kroner i besparelser i Frederikssunds regnskab for 2006."Jeg kender endnu ikke ret mange detaljer om aftalen, men det jeg ved lyder ikke særligt tilfredsstillende," siger Knud B. Christoffersen (S), som forudser store vanskeligheder, når der skal lægges budget for den nye storkommune til efteråret.Indtil videre er følgende sluppet ud om aftalen: Der er afsat 500 millioner til ældreområdet og 200 millioner til børnepasningsområdet. Desuden skulle der blive bedre muligheder for kommunerne til at optage lån – der tales om 800 millioner kroner, som er øremærket lån til skoleområdet."Lige det lyder særligt godt for Frederikssund," siger Knud B. Christoffersen, "Vi er ved at bygge ny skole i Græse Bakkeby og vi har en plan for renoveringen af vores gamle skoler, og det vil vi da gerne have nogle gode lån til. Men det interessante er jo, hvad de gør ved serviceudgifterne og alle de indefrosne penge vi har i klemme. Det bliver en hård nød at knække, og det ved jeg ikke mere om, før jeg har været til orienteringsmøde i Hillerød på torsdag, " siger Frederikssunds borgmester.Knud B. Christoffersens modpart, når der skal forhandles budget for Ny Frederikssund til efteråret, er Venstres kommende viceborgmester Anne-Mette Worch. Hun siger om den nye aftale:"Jeg synes, at det vi indtil videre har hørt om aftalen antyder, at nu er det de kommunale kerneområder, som står for tur til at få penge. Det falder meget godt i tråd med mine holdninger."Om det er penge nok, kan Anne-Mette Worch ikke svare på, før hun kender aftalen i detaljer."Men alt andet lige betyder den, at der bliver flere penge på budgettet, hvis forudsigelserne holder. Men det vil fortsat blive overordentligt svært, at få lagt et budget for storkommunen," mener Anne-Mette Worch.Den kommende borgmester for Ny Frederikssund, Ole Find Jensen (S) er på forhånd meget skeptisk overfor aftalen."Jeg er da i tvivl om, hvorvidt aftalen bliver godkendt i KL i dag (mandag, Red.). Det er jo problematisk, at indgå en aftale, som man ikke kan holde," siger Ole Find Jensen.Alternativet er, at staten udstikker de økonomiske rammer uden skelen til kommunerne, eller at kommunerne forhandler enkeltvis med staten."Men der er jo tradition for, at KL indgår en aftale med staten, men jeg er meget betænkelig ved kommunernes lille råderum, hvis aftalen ligner det vi har hørt indtil nu," slutter Ole Find Jensen.
En milliard kan hurtigt få ben at gå på
Borgmester Knud B. Christoffersens begejstring var til at overse, da Frederikssund Avis spurgte om hans mening til den nye økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforening og staten