Marianne Bentsen,
Toftekrogen 10, Smørum, skriver:
Så oprandt dagen. Efter et langt liv fyldt med glæder og sorger, er jeg nu nået til min 75 års fødselsdag. En dag som burde fejres med glæde over at have levet og oplevet så meget, og så stadig føle mig rask og rørig. Men i dag bliver også min sidste.
Jeg tænker uvilkårlig tilbage på forrige århundrede, dengang i 1983, hvor jeg i en alder af 20 år påbegyndte min uddannelse til sygeplejerske. Dengang var der stadig prestige ved faget. Mine forældre var stolte over mit valg, og jeg følte at jeg gik et spændene arbejdsliv i møde. Et arbejdsliv fuld af muligheder, udfordringer og oplevelser som ville få mig til at vokse som menneske.
Ganske vist var lønnen ikke den bedste, men vi fik dog løn under uddannelsen, noget som blev afskaffet nogle år senere, hvorefter man ikke længere var elev, men studerende, og som følge deraf, på SU.
Dengang fandtes ikke privathospitaler i samme omfang som i dag, hvor alle som er forsikrede, og som ikke lider af kroniske sygdomme, eller som jeg, er oppe i årene, kan blive behandlet.
Det offentlige sygehusvæsen var stort og omfattende, og man anså det stadig for en samfundsopgave at sikre, at alle havde lige ret til behandling.
I min uddannelsestid mødte jeg et par veninder, som jeg i mange år bevarede kontakten med. Jeg husker, at vi engang aftalte, at når vi blev gamle, skulle vi sammen være "hallodamer" på et plejehjem.
Og nu må jeg vist lige forklare, hvad en "hallodame" er.
En hallodame fandtes dengang i det forrige århundrede rundt omkring på hospitalsafdelinger og plejehjem. Det var typisk en sød gammel dame, ofte ramt af alderdommen således at flere funktioner var påvirkede. Måske var hun dårligt gående, det kneb med hukommelsen, og måske var det også noget talebesvær som følge af en blodprop. Når en sådan dame, fra sin stol i hjørnet, fik øje på et stk. plejepersonale, kunne det f.eks. lyde:
"Hallo, undskyld mig frøken, men De kunne vel ikke bringe mig en kop kaffe og en lille småkage".
For dem som talte dårligt, blev det måske kun ved gentagne "halloer". Sådan blev dagene ofte tilbragt, og det forbipasserende personale forsøgte efter bedste evne at efterkomme hallodamernes ønsker og behov.
En sådan sød gammel hallodame ville jeg gerne være, sammen med mine bekendte.
Men sådan skal det altså ikke gå.
Efter at regeringen i 2027 vedtog den nye lov, får ingen nu lov at opleve dette.
Ikke at loven ikke var nødvendig. Hvordan skulle man dog eller tackle det massive problem vi stod overfor, nemlig at der ikke længere var noget plejepersonale tilbage til at passe de gamle og kroniske syge. Man måtte finde en løsning, og som vi jo alle ved, blev det vedtaget, at man fremover skulle aflives når man nåede en alder af 75 år. Det kunne ikke nytte noget at lade folk leve længere, da andelen af plejekrævende personer steg betragteligt efter 75 års alderen. Og så hellere lave reglerne ens for alle.
Så i dag er min sidste dag. Kl. 14.15 har jeg tid på centralen, hvor det hele foregår. Og måske er det også godt det samme. Mit liv har trods alt ikke været det samme efter min mand blev aflivet i efteråret….
