I mange år har man været vant til, at torsdag kunne man købe friske fisk i Elses Fisk, som holdt både ved Høng Centret og ved Spar. Men for nylig offentligjorde Else Vedel, at hun måtte stoppe som rullende fiskehandler efter 20 år.
– Det er jeg selvfølgelig ked af, men helbredet strejker, så jeg kan ikke passe arbejdet mere. Men jeg har fundet en afløser, siger Else Vedel.
Hun shanghajede simpelthen Reersøs Jonny Thers til at føre fiskebilen videre.
Fra midt i januar har det derfor være Jonny Thers, der har været med i bilen og i fremtiden bliver det ham, der hver torsdag vil kører fiskebilen til Høng, hvor den starter hos Spar klokken 9, og er ved Høng Centret fra klokken 11 til 17.
– Jeg følger Elses ruter og tider, så det bliver der ikke lavet om på, lover Jonny Thers.
Han vil derfor også være at finde i Dianalund, Hørve, Store Merløse, Stenlille, Gørlev og Kalundborg.
Fiskekyndig
Jonny Thers´s egen far, Poul Thers, kørte for 30 år siden også fiskebil i Høng.
– Han var den første fiskebil i Høng og han mente da også, at jeg skulle have bilen efter ham, men på det tidspunkt var jeg ikke klar til det. Jeg skulle lige have en uddannelse først, griner Jonny Thers, der blev udlært på Gørlev Sukkerfabrik og i over 20 år har arbejdet i stiladsbranchen.
For to år siden vendte han dog tilbage til fiskene. Han åbnede nemlig Kongeålen og Silden røgeri på Reersø, hvor han fra påske til september sælger sine egne hjemmerøgede fisk og salater.
– Jeg fortsætter med Kongeålen og Sildens Røgeri, men det bliver min kone, der kommer til at forestå salget, mens jeg er ude med fiskebilen, siger Jonny Thers.
Han vil bygge lidt om på fiskebilen, så han kan stå og stege sine berømte fiskefrikadeller i bilen. Det bliver også hans egne fiskesaleter, der fremover kommer på køl i fiskebilen, hvor hans egne hjemmerøgede fisk kommer med rundt til de mange kunder, som selvfølgelig også sælger friske fisk fra fiskebilen, der for fremtiden kommer til at bære navnet Kongeålens Fiskebil.