Benzin bliver byttet ud med elektricitet, når et nyt racerløb for elbiler ser dagens lys i 2014. Formula E hedder den kommende løbsserie, som koster mere end 370 millioner kroner at starte op.
Flere rigmænd er med i at opstarte løbet, som kommer til at bestå af ti hold og 20 kørere, der skal køre løb i ti forskellige storbyer. Halvdelen af dem kommer til at ligge i Europa, oplyser arrangørerne af Formula E i en pressemeddelelse.
Holdene kan benytte deres egne biler eller bruge prototypen Formulec EF01, som har en maksimumhastighed på 240 kilometer i timen.
Det internationale motorsportsforbund, FIA, håber på at tiltrække et nyt publikum med racende elbiler i storbyerne.
– De nye events vil give en enestående mulighed for at involvere et yngre publikum.
– Den spektakulære serie vil både tilbyde underholdning og nye muligheder for at dele FIA's værdier med et bredt publikum – såsom energi, mobilitet og bæredygtighed, siger FIA-præsident Jean Todt.
Løbene kommer til at vare en time, men da batterierne i bilerne ikke kan holde i mere end 15-20 minutter, må kørerne i pit for at skifte bil.
De sæsonvindende kørere vil modtage 30 millioner kroner til deling, mens holdene får lov at dele det halve beløb.
Men pengepræmierne er ikke det, der skal trække de store bilproducenter til løbet. I stedet forventer løbets arrangører, at løbsserien bliver den nye ramme for research og udvikling af elektriske biler.
– Vi forventer ikke, at de store bilproducenter kommer med i Formula E i begyndelsen. Industrien er ikke alt for bekendt med el-racing. Men jeg er sikker på, de kommer med i anden omgang, siger Alejandro Agag, der er Formula E's nye direktør.