Ekstremsejlere vil være fyrtårn for dansk sejlads

Professionel sejlsport skal have danskernes opmærksomhed, mener to skippere, der sejler i en ekstremserie.

Ekstremsejlere vil være fyrtårn for dansk sejlads.
Ekstremsejlere vil være fyrtårn for dansk sejlads.

Co-skipperne Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner har for længst slået deres navne fast blandt de absolut dygtigste sejlere i verden.

De deltager i den hurtige professionelle sejlsports-serie Extreme Sailing Series og håber, de med deres katamaran kan åbne danskernes øjne op for professionel sejlads. Også når OL's flamme er slukket.

– Sejlsport i Danmark får ikke meget bevågenhed. Vi håber selvfølgelig, at vi med dette projekt kan være med til at åbne øjnene lidt for sejlsport, og hvad den har at byde på.

– I Danmark er det typisk ved OL, at man ser sejlsport, men så er det hurtigt glemt igen, siger Jes Gram-Hansen.

Sammen med Rasmus Køstner står han i spidsen for det eneste danske hold, der sejler med i Extreme Sailing Series. Her dyster 40-fods katamaraner i at være hurtigst i adskillige løb fordelt over hele året.

De sejler hurtigere end vinden og når en hastighed på over 55 kilometer i timen. Ofte går det så stærkt, at katamaranen slipper vandet og flyver flere meter over bølgerne.

Og ved at være med i netop denne ekstremserie, hvor sponsorer ofte står for udgifter til både, udstyr og mandskab, håber danskerne at inspirere flere unge til at turde drømme om en karriere indenfor sejlsport.

– Jeg tror, at det har en stor betydning for dansk sejlsport, at vi er med i denne serie.

– Jes og jeg vil rigtig gerne have, at dette hold kan være et fyrtårn i dansk sejlsport, være med til at præge nogle ungdomssejlere og vise dem, at hvis man arbejder hårdt og målrettet, kan man få en fremtid i professionel sejlsport, siger Rasmus Køstner.

Extreme Sailing Series sejlede i 2014 i Singapore, Oman, Qingdao, Skt. Petersborg, Cardiff, Istanbul og Nice, inden der i december blev sejlet finale i Sydney. Det danske hold endte på en samlet ottendeplads.

Det danske hold er med igen, når den nye sæson begynder i Singapore fra 6. til 9. februar.