Efterårsmode på bytorvet

Lørdag løb efterårets modeshow af stablen på Farum Bytorv, og det trak mange interesserede tilskuere

Foto: Helene Stolle

Der var masser af lækre efterårsvarer at se på, da Farum Bytorv inviterede til modeshow i lørdags – og det uanset om man var på udkig efter noget til ham, hende eller børnene, store som små.

Der var dog noget ganske særligt ved lørdagens modeshow, for de mange modeller, 17 i alt, var nemlig ikke professionelle modeller. De var alle fundet ved en casting for 14 dage siden på bytorvet. Og derfor var nervøsiteten høj, inden musikken blev tændt og de første modeller skulle op ad trappen og hen ad den røde catwalk.

Kinderne var da også røde, smilene en smule generte og øjnene flaksede lidt, men jo flere gange, hver enkelt model kom frem, jo større blev selvsikkerheden og smilene ud til publikum. Og der blev da også kvitterede med heftige klapsalver.

"Jeg er så glad, for jeg synes virkelig, at de klarede det rigtig flot", lød det fra Lisette Thamdrup, der er centerchef på Farum Bytorv og initiativtager til eventen med at finde lokale amatørmodeller.

Ligeså glade og tilfredse var modellerne også, da dagens to shows var overstået.

"Det har været en stor oplevelse og meget sjovt. Vi har virkelig hygget os", lød det fra et par af de ældre modeller.

Børnene synes også, at det havde været skægt, og en enkelt var ikke i tvivl om, at oplevelsen havde tændt en drøm om at blive rigtig model og gå flere shows.