Efter et halvt års coronapause sejler Oslobåden igen

Rederiet DFDS' færger, der sejler mellem Norge og Danmark, genoptager nu sejladsen.

Fredag sejler Oslobåden igen efter knap et halvt års coronapause. Også i 2020 lå færgen stille. Her ses den, da den 25. juni sidste år genoptog sejladsen. (Arkivfoto)
Fredag sejler Oslobåden igen efter knap et halvt års coronapause. Også i 2020 lå færgen stille. Her ses den, da den 25. juni sidste år genoptog sejladsen. (Arkivfoto)

Siden 8. januar har Oslobådenes pendulfart mellem Norge og Danmark været indstillet på grund af coronarestriktioner.

Men fredag sætter den ene af rederiets DFDS' to passagerfærger på ruten kurs mod Oslo igen, og lørdag følger den anden efter.

Det oplyser brancheorganisationen Danske Rederier i en pressemeddelelse.

DFDS' topchef, Torben Carlsen, har set frem til igen at kunne byde passagererne velkommen på færgerne.

– Især på vegne af de mange ansatte er jeg glad for, at de igen får en mere normal hverdag og kan byde vores mange gæster om bord på "Crown" og "Pearl Seaways", siger han i meddelelsen.

Færgerne sejler fra Nordhavn i København og lægger til i Frederikshavn, inden de ankommer til Oslo.

Pressemeddelelse fra Danske Rederier