Ecuadors præsident: Det er kupforsøg

Præsidenten i Ecuador beskylder oppositionen for kupforsøg. Ifølge en embedsmand har demonstrerende politifolk stormet kongressen.

Ecuadors præsident, Rafael Correa, beskylder landets opposition for at have forsøgt at kuppe ham.

– Det er et kupforsøg, som ledes af oppositionen og visse dele af de væbnede styrker og politiet, siger Correa til ecuadoriansk tv.

– Uanset hvad der sker med mig, vil jeg udtrykke min kærlighed til min familie og mit hjemland, tilføjer præsidenten.

Politifolk, der deltager i protesterne mod regeringens forslag om at skære i deres bonusser, har stormet kongressen i landets hovedstad, Quito, og besat bygningen. Det siger en talsperson for kongressen til det franske nyhedsbureau AFP.

Forinden var snesevis af betjente gået på gaderne, hvor de brændte bildæk i protest mod spareplanerne.

Omkring 150 soldater har ifølge flere medier taget kontrollen med lufthavnen uden for Quito.

Samtidig er der meldinger om, at tilhængere af Correa er samlet ved præsidentpaladset for at udtrykke deres støtte til ham.

Correa, som befinder sig i sin hidtil værste politiske krise, bekræfter, at han overveje at opløse parlamentet.

Han siger over telefonen til medier i Ecuador, at han blev angrebet af demonstranter og havde behov for lægebehandling. Ifølge præsidenten forsøgte nogle af de demonstrerende politifolk efterfølgende at finde ham på hospitalet.

Præsidenten beskylder nogle af de politifolk, der demonstrerer, for forræderi og for at tage del i en sammensværgelse.