"Jeg kan jo også bare komme ned og skyde jer allesammen."
Nogenlunde sådan faldt truslen fra en 26-årig mandlig elev på farmaceutskolen Pharmakon på Milnersvej i Hillerød.
Truslerne kom under en telefonsamtale mellem eleven og Pharmakons daglige leder Tina Schilling.
Det fortæller skolens direktør Janne Albertsen.
"Eleven var netop dumpet i den samme eksamen for tredje gang", fortæller Janne Albertsen.
"Det var han utilfreds med, og han talte i den anledning i telefon med Tina Schilling. VI kender ham som en meget ubehøvlet person, der som elev hernede ofte er kommet med meget kraftige udtryk for utilfredshed, men når han direkte fremsætter trusler er grænsen nået, og vi var nødt til at informere politiet", siger Janne Albertsen.
Politiet sendte en stor styrke til skolen, selv om truslerne var fremsat pr. telefon.
"Når vi får sådan en anmeldelse går vi frem efter nogle særlige planer, der handler om at sikre og afspærre området og forsøge at få fat i gerningsmanden", siger presseansvarlig hos Nordsjællands Politi Søren Christensen.
Han ønsker af operative årsager ikke at oplyse, hvor mange betjente, der sendes, men vidner fortæller om en større styrke, hvoraf nogle var iklædt skudsikre veste.
Eleverne blev ifølge Janne Albertsen samlet i skolens multirum og orienteret. Skolen har også et konferencecenter, og kursisterne kom også under politiets beskyttelse.
Truslerne faldt ved 12-tiden, og ved 14-tiden anholdt politiet den 26-årige elev. Eleven blev anholdt i Haslev, men bor i Søborg. Han er indtil videre sigtet for trusler.
Skolens elever og kursister er efterfølgende blevet tilbudt krisehjælp.
?Nogle af dem har taget imod tilbuddet,? siger Janne Albertsen, der også selv kunne træde til.
?Jeg er uddannet psykolog, så jeg har kunnet give den første debriefing til vore elever.?
Skolen har omkring 110 elever.?
tim@hip.dk