Nedladende ord
Af Peter Bøgh Kjærulff
Formand for Byggegruppen
3F Frederiksborg
Lige nu blæser en strid vind ind over de vestlige lande. Kravet er, at vi skal gøre op med vores historie. Vi har som samfund pligt til at sørge for, at fremtidige generationer dannes med nutidens indsigt.
Derfor er det et problem, at politikerne og pressen kun dykker ned i de nemme emner. Lakridspiber, ispinde og højskolesange er emner, som har skabt røre i andedammen, men når vi går fra at diskutere ord til reel handling, så er her tavst.
Men lad mig give et par eksempler, hvor vi kan gøre noget inden det er for sent:
De sidste otte år har gæs- tearbejder fra de omkringliggende lande arbejdet i slavelignende forhold, hvor de får frataget pas og basale menneskerettigheder for at bygge stadions til glæde for fodboldfans verden over, når VM afvikles i 2022.
Det vurderes, at mellem 1000-4000 mennesker allerede i 2017 havde mistet livet under byggeriet. Til sammenligning døde seks mennesker under opførelsen af Storebæltsforbindelsen.
Boykot VM 2022
Vi burde tage afstand og hverken se eller deltage i VM 2022. Prisen i menneskeliv for at få lov til at se Messi og Ronaldo tørne sammen, er simpelthen for høj.
Når jeg tænker på, hvor høj kurs en ispind kunne komme i denne sommer, så er det mig en gåde, at historien om kinesiske kokke, der sover på europaller i varelageret, arbejder flere år uden en eneste feriedag og formentlig ikke ser den reelle løn, ikke kan rydde flere af forsiderne eller får danskerne (og politikernes) pis mere i kog.
Jeg er ked af, at svinsk behandling af medmennesker lige for øjnene af os rører os mindre end et tilfældigt ismejeri ændrer navn på deres ispind.
De unge knokler
Imens vi andre nyder en lakridspibe og har vores på det tørre, så knokler rigtige mange ungarbejdere her i sommeren. De arbejder alt for mange timer, løfter alt for tunge ting og får ikke holdt de retmæssige pauser, fordi de føler sig tvunget til det.
Er det sådan, at vi ønsker at byde unge mennesker ind på arbejdsmarkedet?
Jeg tror, det er på tide at spørge os selv, om vi prioriterer vores forargelse og handlinger rigtigt.
Ændrer vi noget ved at skifte navn på en is, når vi samtidig uden at blinke ser sportsbegivenheder, hvor tusinder af gæstearbejdere har betalt med livet under opførelse af stadions o.l.?
Ændrer vi noget ved blive forarget over et navneskift på en is, når vi ufortrødent er stamkunder hos den lokale kinarestaurant?
Ændrer vi noget, når vi alligevel ikke gider at kæmpe for vores børn?
