Dragsholm Slot må opføre feriehuse

Planen om at bygge feriehuse ved Dragsholm Slot mødte modstand på byrådsmødet. DF og SF gik imod, men blev nedstemt af de andre partier.

Foto: Per Jensen, Rasmus Bagge Jensen
Dragsholm Slot bygger om for millioner. Foto: Per Jensen.
Dragsholm Slot bygger om for millioner. Foto: Per Jensen.

Den nye lokalplan for Dragsholm Slot var på dagsordenen på tirsdagens byrådsmøde. Den nye plan vil give Dragsholm Slot muligheden for at udbygge med både »wellnesscenter«, feriehuse og et stort kunstprojekt, kunstneren Olafur Eliassons store skulptur »Det Heliotropiske Rum.

SF og DF ville slette feriehuse fra lokalplanen

Men inden byrådet nåede til vedtagelsen af lokalplanen, skulle der diskuteres en ændring af lokalplanen foreslået af DF og SF.

De to partier ønskede, at planen om at bygge feriehuse tæt ved slottet blev slettet fra lokalplanen. Efter planen skal der bygges 24 feriehuse i træ i enten en eller halvanden etage.

De skal ligge i stedet for en udtjent granbeplantning tæt ved Dragsholm Slot.

Lokalplanen enstemmigt vedtaget

Ændringen af lokalplanen blev stemt ned af alle partierne undtagen DF og SF. Derefter blev lokalplanen vedtaget enstemmigt af byrådet.

– Odsherred Kommune har brug for »helårsturisme«. Socialdemokraterne går ind for husene, fordi vi ikke synes, de skæmmer området, da de ligger skjult ved et skovområde, siger Gitte Hededam (S).