DR Ungdomsensemble i Mantziusgården

KONCERT

Når Birkerød Kammermusikforening den 31. marts kl. 20 åbner dørene for sæsonens sidste koncert, som traditionelt er en koncert med unge talenter, sker det med Danmarks Radios Ungdomsensemble, også kaldet DRUEN.

DRUEN er det nyeste skud på stammen blandt DR's ensembler. Samtidigt med at Radiopigekoret fik en "lillesøster" i form af DR Radiojuniorkoret, fik DR Radiosymfoniorkestret i efteråret 2004 en "lillebror" i form af DR UngdomsEnsemblet, DRUEN.

Musikerne i DRUEN er mellem 15 og 25 år. De er gymnasie- eller MGK-elever ( musikalsk grundkursus, der forbereder elever til optagelse på konservatoriet), samt konservatoriestuderende, som har kvalificeret sig ved at deltage i et prøvespil.

Ensemblet er oprettet med støtte fra kulturministeriets talentudviklingspulje med det formål at udvikle talenter og pleje den musikalske fødekæde.

I København optræder DRUEN med jævne mellemrum bl.a. i Den Sorte Diamant og altid under ledelse af den faste dirigent Morten Ryelund, som også er dirigent i Birkerød.

Programmet ved koncerten i Mantziusgårdens koncertsal indeholder følgende værker: Peteris Vasks: Musica Dolorosa, Felix Mendelson- Bartholdy: Strygersymfoni nr. 2. og J.S. Bach: Koncert for violin, obo og strygere. Til sidst spilles Metamorfoser for 23 solostrygere af Richard Strauss.

Der er salg af løssalgsbilletter fra kl. 19.30. Almindelig pris er 100 kr. Studerende indtil 26 år: 50 kr. Unge under 18 år er gratis. Der kan også købes billetter over BilletNet eller på Mantziusgårdens kontor.