Den amerikanske rigmand – multimilliardæren Donald Trump – har droppet sine planer om at blive USA's næste præsident.
– Efter store overvejelser og refleksion, har jeg besluttet mig for ikke at forfølge præsidentembedet, siger Donald Trump i en erklæring og fortsætter:
– At gøre forretninger er min største passion, og jeg er ikke klar til at forlade den private sektor.
Den 64-årige mangemilliardær har flere gange givet udtryk for, at han havde seriøse overvejelser om at stille op til præsidentvalget i 2012. Det skulle i givet fald have været for republikanerne.
Meningsmålinger har vist, at han stod stærk blandt et svagt republikansk kandidatfelt, selv om de kloge hoveder i USA generelt ikke tager ham alvorligt.
Det er da heller ikke fordi, at Donald Trump har mistet troen på sig selv, at han vælger at trække sit kandidatur.
– Jeg tror forsat, at hvis jeg stillede op, ville jeg være i stand til at vinde valget, siger han.
Han har tidligere sagt til tv-kanalen ABC, at han "let" vil kunne bruge 200 millioner dollar, over en milliard kroner, af sine egne penge på at føre valgkamp.
Noget af det, han som præsident ville sætte højt på dagsordenen, var at gå i offensiven imod Kinas store økonomi.
Trump er den anden højtprofilerede potentielle kandidat, der udelukker at stille op i valgkampen. I weekenden sagde Mike Huckabee nemlig ligeledes, at han ikke vil gå efter posten.
Til gengæld har den republikanske veteran Newt Gingrich meddelt, at han går efter at blive republikanernes førsteudfordrer til præsident Barack Obama.