
En mand, som politiet sigter for at have dræbt en 47-årig mand i et rekreativt område ved Tune, er blevet løsladt. En dommer vurderer, at mistanken ikke er tilstrækkeligt begrundet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag efter et grundlovsforhør, som fandt sted tirsdag.
Forbrydelsen blev opdaget tidligt mandag morgen. Den 47-årige, der er fra Hvidovre, blev fundet dræbt af to skud på en parkeringsplads i Hedeland.
Natten til tirsdag blev en mistænkt anholdt i sagen, og i Retten i Roskilde blev der sent tirsdag holdt retsmøde, hvor en dommer skulle afgøre, om mistanken var begrundet, og om der kunne ske varetægtsfængsling.
Det endte med en løsladelse efter et godt to timer langt og lukket retsmøde, oplyser politiets talsmand.
Den mistænkte er ifølge det regionale medie sn.dk en 49-årig mand fra Roskilde.
Han er tidligere dømt flere gange. Blandt andet har han solgt kokain, håndteret tyvekoster og udslynget trusler. I et tilfælde skal han have truet en person med en bue og pil, skrev sn.dk.
I øvrigt vil politiet onsdag afspærre dele af Tjærebyvej og Lyngbækvej i området. Årsagen er, at man med hunde vil lede efter spor i området, oplyses det på Twitter.
Politiet formoder, at drabet skete i tiden fra søndag aften til mandag morgen. Den 47-årige blev fundet på parkeringspladsen "Vinterasserne". Her holdt også hans ældre blå Toyota Avensis.
Naturområdet bruges af vandrere, løbere og cyklister, og politiet håber på at få henvendelser fra vidner, der har set noget usædvanligt – eller som hørte to brag.
Vi er desværre nødt til at afspærre Tjærebyvej fra nr. 56 til 102, og Lyngbbækvej fra Lufthavnsvej til Tjærebyvej, idet vi med hunde leder efter spor i.f.m. drabssagen fra Hedeland/Tune. Spærring vil blive opretholdt hele formiddagen. Vi beklager ulejligheden. #politidk
— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) October 7, 2020