Den 46-årige Ronny Rasmussen er i dag ved Retten i Roskilde dømt til fængsel i to år og tre måneder for uagtsomt manddrab med et samuraisværd. Han er også dømt for besiddelse af en række andre farlige våben.
Den 46-årige modtog dommen. Den 1. februar sidste år stak han den 40-årige Dan Vinther Larsen i halsen med samuraisværdet under et tumultarisk natligt forløb hjemme hos Ronny Rasmussen i Fjellebro ved Ringsted.
Stikket ramte i halspulsåren, og Dan Vinther Larsen døde kort efter af blodtabet.
Den 46-årige blev i første omgang sigtet for drab, dernæst tiltalt for dødelig vold, men det endte med en dom for uagtsomt manddrab. To kvinder var også i huset, men så ikke selve den fatale episode.
– Kun de to mænd var til stede, og retten kunne ikke tilbagevise den tiltaltes forklaring om, at det var et uheld, siger anklageren, Christian Schrøder, fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 46-årige blev også dømt for at ligge inde med en række andre farlige våben, bl.a. en maskinpistol og et haglgevær samt en større mængde knive, sværd og økser. Desuden fandt politiet anabolske steroider i hans hus.
Den 46-årige var ifølge politiet påvirket af alkohol og stoffer, da han løb efter den anden og stak ham på en trappe op til førstesalen.
Undervejs i sagen blev det overvejet at gennemføre et forsøg på døde svin på Retsmedicinsk Institut.
Idéen var at skære i svin for at teste samuraisværdets skarphed og vurdere, med hvilken kraft det måtte være ført med, men idéen blev droppet.
– Konklusionen var, at der ville være for stor usikkerhed om resultatet til, at det var værd at prøve, siger anklager Christian Schrøder.