Djurhuus på tunge ben

Foto: RIECK, Mikkel Kjølby
Rasmus Djurhuus blev nummer syv på den lange distance i Danish Spring. Han satser på et godt resultat ved EM i Tjekkiet til maj. Foto: Kim Rasmussen
Rasmus Djurhuus blev nummer syv på den lange distance i Danish Spring. Han satser på et godt resultat ved EM i Tjekkiet til maj. Foto: Kim Rasmussen

Mandag runder orienterinsgløberen Rasmus Djurhuus et skarpt hjørne, når han fylder 30 år. Han formåede ikke at give sig selv en tidlig fødselsdagsgave ved weekendens Danish Spring i Gribskov. Det havde han heller ikke regnet med.

– Det var okay, men heller ikke mere. Jeg kunne ikke løbe så hurtigt, som jeg havde håbet på, men jeg har også trænet hårdt op til løbet, og benene føltes tunge og trætte. På den baggrund var det et udmærket resultat, siger Rasmus Djurhuus efter syvendepladsen på den lange distance.

Rasmus Djurhuus voksede op i orienteringsklubben FIF Hillerød, men ligesom resten af landsholdet er han taget til Aarhus for at træne ved elitecenteret og læse medicinalkemi på universitetet. Hele sin karriere har han gjort det bedst på den lange distance, hvor det orienteringstekniske træder lidt mere i baggrunden til fordel for rå fysik, og viljen til at æde sig selv. Det har udløst flere danske mesterskaber, men på den internationale scene har det knebet mere. Og her skal man finde forklaringen på de tunge ben i Danish Spring.

– En løber som Søren Bobach har været dygtig til at slå til i de rigtigt store internationale løb, og her har jeg fejlet. De gange jeg har fået chancen ved VM, har jeg ikke slået til. Derfor jeg har trænet meget op til Danish Spring, for at det kunne give noget ekstra senere på sæsonen, forklarer Rasmus Djurhuus.

Hans helt store mål er EM i maj måned. Det finder sted i Tjekkiet i et terræn, der er guf for Rasmus Djurhuus.

– I første omgang handler min sæson om EM i Tjekkiet. Det er et terræn, der lægger godt til mig. Der er mange bakker, og det bliver sindssygt hårdt. Det er til min fordel, vurderer Rasmus Djurhuus, som også håber på en plads på det danske stafethold. Men her konkurrerer han med stærke navne som Søren Bobach og Tue Lassen.

– Der er stærke navne, men jeg har slået dem før, og kan gøre det igen, fastslår Rasmus Djurhuus, som står foran et vendepunkt.

– Om en uge bliver jeg færdig med min uddannelse, og så skal jeg overveje, hvad der så skal ske. På sigt er det mit ønske at vende hjem til FIF Hillerød og give noget tilbage til den klub, som har hjulpet mig så meget. Men lige nu vil jeg forsøge at finde et job i Aarhus. Det er der, landsholdet er, og det er her træningsmakkerne findes. Det ville være fedt at tage et år mere i Aarhus, inden jeg tager hjem, fortæller Rasmus Djurhuus, som løber for Aarhus-klubben OK Pan.