Djokovic sætter Australian Open-sejr højest i karrieren

Den nyslåede Australian Open-mester Novak Djokovic mener, at årets titel nok er den største i tenniskarrieren.

Novak Djokovic fejrede søndagens triumf med sit hold og sin familie efter finalesejren.

Novak Djokovic fejrede søndagens triumf med sit hold og sin familie efter finalesejren.

Novak Djokovic var grædefærdig efter triumfen ved Australian Open, da han blev lykønsket af sit team og sin familie efter finalesejren.

Efter sejren i tre sæt over Stefanos Tsitsipas forklarede Djokovic, at det har været en hård tid på det seneste.

– Kun mit hold og min familie ved, hvad vi har været igennem de seneste fire eller fem uger.

– Det er derfor, at jeg nok vil sige, at dette er den største sejr i mit liv, når jeg tager omstændighederne i betragtning, siger Djokovic.

Sidste år blev Djokovic smidt ud af Australien for ikke at være coronavaccineret. Det skete kort før turneringens start.

I år vakte Djokovics far opsigt ved at holde et russisk flag og udvise støtte til præsident Vladimir Putin. Derfor var faren fraværende på tribunen i finalen.

– Jeg er nødt til at sige, at det har været en af de mest udfordrende turneringer, jeg nogensinde har spillet, omstændighederne taget i betragtning.

– Jeg spillede her ikke sidste år, men kom tilbage i år, lyder det fra Djokovic.

Han fik oprindeligt tre års karantæne fra at rejse ind i Australien, men den dom blev lavet om sidste år. Derfor kunne han deltage i årets turnering.

– Jeg vil gerne takke alle de mennesker, der fik mig til at føle mig velkommen og tryg i Melbourne.

– Jeg forsøger at knibe mig selv i armen og virkelig nyde de her øjeblikke. Det har været en lang rejse, siger serberen.

Slagne Tsitsipas sendte stor ros i retning af Djokovic efter nederlaget.

– Det taler for sig selv, hvad du har opnået. Det hele kan aflæses i tallene. Tillykke.

– Jeg har haft privilegiet af at spille en masse vanskelige kampe med høj intensitet. Men Novak bringer det bedste frem i mig. Han er den bedste, der har holdt en tennisketsjer nogensinde, mener Tsitsipas.

Djokovic er oppe på 22 grand slam-turneringer. Det er samme antal som Rafael Nadal. De har sammen rekorden for flest grand slam-titler på herresiden. Roger Federer nåede at vinde 20 af slagsen.

/ritzau/