Direktør-skiftedag i Danske Bank

Kalundborg: Det var store chef-skiftedag i Danske Bank i Kalundborg, fredag, hvor Torben Petersen, filialdirektør i de seneste ti år, sagde farvel til filialen ved en reception og overlod posten til Frank Stenholm Larsen.

Torben Petersen har søgt nye udfordringer som landbrugskundechef i Danske Bank.

Frank Stenholm Larsen kommer fra en stilling som filialdirektør i Nykøbing-afdelingen.

Receptionsgæsterne fik også lejlighed til at hilse på bankens nye souschef i Kalundborg, Ole Jensen, tidligere filial-direktør i Asnæs.

Torben Petersen er helt tryg ved at overlade chef-stillingerne til sine "drenge" – både Frank Stenholm Larsen og Ole Jensen har tidligere været souschefer under Torben Petersen.

Ole Jensen skal fremover også være chef for en ny erhvervskundeafdeling, der er fælles for bankens kunder i Kalundborg- og Odsherred-området. Otte rådgivere vil være tilknyttet afdelingen, der får til huse på førstesalen i Kalundborg-filialen.